Fortsæt til indhold

Biblioteket anbefaler: Far-datter-forholdet

Lærke Kløvedal besøger Hammel Bibliotek 8. november. Hun er kendt som restaurantanmelder og vært på udsendelsesrækken ”Det sidste måltid” og er desuden aktuel med erindringsbogen ”Sømærke”.

Kultur og byliv
Mie HenriksenHammel Bibliotek

Den fraværende far

Biografi Bogen er et tidsbillede af halvfemsernes Thy og nullernes København, hvor den lille Lærke vokser op. Med udgangspunkt i det personlige stof undersøger bogen, hvad det betyder at være i familie. Lærke er datter af den berømt globetrotter Troels Kløvedal, der bliver hyldet for at søge langt væk fra den grå hverdag – men hverdagen var også Lærke … Således løfter fortællingen sig til en refleksion over nogle af tilværelsens store, kollektive spørgsmål: Hvordan identificerer man sin egen stemme i koret af alle dem, der præger én?

Sømærke. Af Lærke Kløvedal

På vandring

DVD Denne danske film kom aldrig i biograferne, men kun på streaming. Hvis du ikke har adgang hertil, kan du låne den på biblioteket. Manuskript af Kim Fupz Aakeson og skuespillere som Danica Curic og Lars Brygman på rollelisten er garant for en god oplevelse. Regitze har et konfliktfyldt forhold til sin far Jan. Regitzes mor er død og hendes sidste ønske var, at de to genoptog deres anstrengte relation ved at gå Caminoen sammen: 260 km, 11 dage i hinandens selskab. Det er en hjertevarm og velspillet dramakomedie om sorg og savn, skam og skyld.

Camino. Instrueret af Birgitte Stærmose

Fra Danmark til Baskerlandet

Roman Amaia forsøger at finde sin identitet mellem to kulturer med en dansk mor og en baskisk far. Hun er lige fyldt 30, er single og underviser på en sprogskole, og i tilbageblik følger vi hende på sommerferierne hos bedsteforældrene i Tolosa i Baskerlandet, hvor hun i starten ikke forstår sproget. Under et senerne besøg afsløres en familiehemmelighed, der involverer bl.a. terrororganisationen ETA, og som får afgørende betydning for hendes selvopfattelse og konfrontationer med familien. Dilemmaerne skrives sanseligt frem gennem sprogets, madens og de kulturelle forskelles betydning for at finde sig selv, og hvor man hører til.

Cuadrilla. Af Naja Alberdi Platz. Kan lånes på biblioteket og læses eller lyttes på eReolen