Fortsæt til indhold

Den Sorte Død er på spil i Randers

Kultur og byliv
mw

Lyder det som en dårlig nyhed ovenpå en coronapandemi? Bare rolig, det er heldigvis ”kun” et spil. Bag spillet står Radio ABC, Operaen og gådefirmaet HV?M.

Det skriver HV?M i en pressemeddelelse.

Formatet er en såkaldt History Hunt, der går ud på, at en mindre gruppe – enten en familie eller en vennegruppe – sammen skal finde en kur mod den frygtede sygdom. Det gør gruppen ved at bevæge sig rundt i Randers midtby og løse forskellige gåder, indtil de har kuren klar. Gåderne kræver snilde, samarbejde og is i maven. For uret tikker, og Døden er lige i hælene.

»Mange har efterhånden prøvet et af de spændende escape rooms, der blanft andet findes her i Randers. En History Hunt er samme genre, men forskellen ligger i, at man skal ud i byrummet og løse gåderne,« fortæller Søren Østergård Madsen fra gådefirmaet HV?M og fortsætter:

»Samtidig har vi med vores History Hunts et dogme om, at vi holder os til så mange historiske facts som muligt og kun opdigter en dramatisk historie eller mission, som spillerne skal løse. På den måde lærer man både noget om byens historiske steder og om de spændende scener, der har udspillet sig der gennem århundreder.«

Spillet har fået titlen ’Pest – Kapløb med Døden’ og handler kort fortalt om, at der er en hemmelig kult, der forsøger at genoplive pestpandemien. Spillerne skal så med assistance fra pestkultens modstandere forsøge at finde så mange historiske kure som muligt og bruge dem til at finde en samlet kur mod de nye pestangreb.

»Det lyder måske lidt farligt, men faktisk er det en god oplevelse for familier med halvstore børn, da man undervejs får brug for mange forskellige kompetencer til at finde vej og løse gåderne, og der har børn og unge har ofte en anderledes måde at se tingene på, der kan være nyttig. Samtidig er det udfordrende, og alle får noget frisk luft og noget, man kan snakke videre om derhjemme. På alle måder en god aktivitet til efterårsferien,« slutter Søren Østergård Madsen.

’Pest – Kapløb med Døden’ kan købes i Operaen og tager cirka en time at gennemføre.