Fantasyforfatter og digter i boghandel
Dronningen af fantasy og forfatter med lokale rødder gæster Grenaa Boghandel.
To læserarrangementer venter lige om hjørnet i Grenaa Boghandel.
Onsdag 24. oktober gæster den danske dronning af genren fantasy butikken. Josefine Ottesen, der har 40 års jubilæum som forfatter, har skrevet over 100 bøger.
»Jeg tænker ikke der er et barn eller en voksen, der ikke kender Josefine og bare en af hendes bøger. Nu er hun aktuel med et fantastisk smukt tobinds værk ”Drømmemesteren” på hele 1853 gram og 728 sider. Udover at fortælle om sin nyeste bog og sit forfatterskab vil Josefine også præsentere os for hendes ”læsemanifest” hvorfor er det vigtig at læse og hvorfor det skal være i papirform. Det er nyttig viden for alle uanset alder,« siger Conni Elgaard fra Grenaa Boghandel.
Dagen efter - torsdag 25. oktober er der besøg af Marianne Gade, der efter mange år på Djursland nu er bosat på Læsø.
»Marianne kendes sikkert af rigtig mange her i området og nu er hun aktuel med en fin lille bog med digte og fortællinger ”Noget er Guld… Noget er råddent”,« siger Conni Elgaard.
Rent formelt står der lærer og psykoterapeut på papiret og mere end 30 års virke i både folke- og specialskole men reelt har hele livet for Marianne handlet om mennesker, relationer og mødet med både modsætninger og medsætninger. Gennem rejser flere steder i verden har mødet med nogle af de voldsomme kontraster mellem fattig og rig, god og ond, levende og død været med til at forme forfatteren.
Det kreative udtryk har mange former og hos Marianne kommer det indre ud både i form af musik, billeder og nu som ord og ordbilleder.
Marianne tager sin gode ven guitarist Peer Serwin med sig, som vil spille til nogle af de sange, der er i bogen.
Begge arrangementer indledes klokken 19.