Koncert til støtte for udsatte
Man kan få en god musikoplevelse og samtidig støtte op om udsatte børn, unge og voksne og ensomme ældre.
Hammelev Forsamlingshus præsenterer fredag 27. oktober klokken 20 - med mulighed for spisning klokken 18.30 - ”Det Er En Kold Tid.....” med Anders Munch, der på sin turné støtter udsatte i samfundet med ti procent af billetindtægten.
Så her kan man være med til at gøre en forskel og samtidig få en god aften med Kim Larsens sange. Anders Munch er med i bandet Munch & Broderskabet, men tager også ud solo.
Alle har med garanti deres helt egen Kim Larsen favoritsang, som giver minder om ungdommen, kærligheden, og sange, der blev præsenteret for ens børn eller minder om de kære, der ikke er her mere – og der er med sikkerhed mange flere eksempler.
Kim Larsen kunne noget helt enestående. Han kunne samle dig og mig. Hans fantastiske sange skabte fællesskab og mangfoldighed. Hvor Kim Larsen befandt sig, var der plads til alle.
Anders Munch har været på landevejen med sit Kim Larsen og Gasolin show siden 1995 og festen fortsætter.