Dengang var de ikke i tvivl: Døden er bare en del af det evige liv

Vi står her og forestiller os, at vi er 30 meter under jorden.

Vi skal bruge lidt mere af vores fantasi for også at forestille os, at vi er i et gravkammer. For rummet er flot, væggene er farverigt dekoreret med unge, smukke mennesker, og det er fyldt med lækre møbler, smykker, sminke, spil, mad, musik – alt, hvad der skal til, for at leve livet. Selv om vi er på besøg hos en, der er lagt i graven.

Men vi er (bare) på Moesgaard Museum, som er ved at lægge sidste hånd på den nye, store særudstilling, ”Egypten – Besat af livet”, som åbnede fredag den 13. oktober. Det er en fortælling om oldtidens egyptere og deres forestillinger om det evige liv dengang i den faraoniske periode omkring Bronze- og Jernalderen ca. 2600-700 f.Kr.

Dengang blev de døde behandlet med største omhu, så de kunne leve videre. Det er den historie, der udfoldes i udstillingen.

Vi har lige set en mumie, der engang blev gravet ud i Luxor i Egypten, med største forsigtighed blive løftet ud af sin transportkasse. Indeni ligger en kvinde, nok 25-30 år gammel, mor til flere børn og formentlig død ved fødslen af det sidste.

Mumien er ellers stedt til hvile på Museo Archeologico Nazionale, Firenze, men skal her på Moesgaard Museum dokumentere, at det var sådan, man behandlede de døde, når man behandlede dem med allerstørste respekt: Balsamører fjernede de indre organer fra den rensede krop, for at kroppen ikke skulle gå i forrådnelse, og lagde organerne i separate krukker, hvorefter alt blev balsameret.

Meningen med at omdanne de døde til mumier var at transformere de afdøde til guden Osiris, efterlivets gud, og ved at gravfæste mumien dybt nede i et skaktgravkammer kunne den afdøde bevæge sig fra denne verden og videre ind i underverdenen, undgå udslettelse og dermed eksistere til evig tid.

Det var både mænd og kvinder, der blev beredt til det evige liv, men »skal vi ikke alligevel gætte på, at der var flest mænd, der fik sådan en behandling – det er jo det, man umiddelbart tænker,« siger udstillingsudvikler på Moesgaard Museum Pauline Asingh.

De døde skulle have deres dødebog med på deres videre færd.

»Det er sådan set en manual for, hvordan du skal optræde i underverdenen,« siger hun.

En kvart million gæster

Udstillingen rummer godt 300 genstande: mumier, sarkofager (kister), skulpturer, steler (mindesten, kanopekrukker, kanopeskrin, mumificeringsredskaber, smykker og tekstiler blandt meget andet.

»Vi forventer, at vi kommer op på omkring en kvart million gæster i løbet af udstillingsperioden, og at det dermed bliver en af vores mest sete udstillinger,« siger direktør Mads Kähler Holst, Moesgaard Museum.

»Den er en del af vores store program om verdenshistorie, som også har nogle tematikker, som stadigvæk er relevante. Denne om den egyptiske historie er en af de helt store. Den er helt uforlignelig, det var en enormt fascinerende verden, som udviklede sig i Nildalen dengang. Samtidig synes vi, at den sætter vores eget forsøg i nutiden på at forlænge livet i perspektiv: Denne grundundren over, hvad der sker efterfølgende, og al den energi, der går på at prøve at se, om man egentlig kan undgå den der død, eller i hvert fald fortsætte livet efterfølgende.«

Helt grundlæggende er det en landbrugskultur, som er bygget op om Nilens cyklus og årets gang, forklarer han.

»Den enormt frugtbare Nildalen producerede et overskud, som kunne kanaliseres over i monumenter og idéer. Et eller andet sted handler det om at opretholde livet – på samme måde, som tingene gror op af jorden igen og igen, er der også en tanke om, at også mennesket kan blive ved med at leve videre. Det er det, det hele drejer sig om i denne udstilling: livet.«

Det er Pauline Asingh, der har stået for udstillingen.

»Der var nogle i de øverste lag, der blev virkelig gamle – helt op mod de 80 år. Men gennemsnitsalderen var 25-30 år dengang, så det giver god mening at planlægge sit efterliv,« mener hun.

Idéen – og håbet – om det evige liv hørte til gengæld ikke alene til i de øverste lag, men der er forskel på, hvor mange ressourcer man havde.

»Det er faktisk udbredt i hele samfundet, fordi det bliver så integreret en del af religionen. Der var ingen ende på, hvad man kunne gøre for at sikre sig det bedst mulige, fortsatte liv efterfølgende, så det kom an på, hvad man havde råd til. Det gør også, at der bliver ved med at blive kanaliseret helt enorme ressourcer over i det,« siger Pauline Asingh.

»Det udvikler sig til en hel industri omkring 740 fkr. Det er tilgængeligt for mange at blive mumificeret, for det er jo din genoplivning som forfar. Nogle bliver lagt i kæmpestore haller, hvor man kan blive holdt ved lige med mad og offergaver. Der ligger de med tåsedler på, så den præst, man har ansat til at passe på dem, kan identificere dem og lægge mad til dem.«

Læg din egen tro væk

Man skal ikke gå ind i udstillingen med et kristent syn, mener hun.

»Læg alt det, vi er en del af, bort. Vi fødes, vi dør, måske tjekker vi ud til Paradis. Det er det. I vores verden taler vi om fortid, nutid og fremtid, det er et lineært forløb. I det religiøse ægyptiske verdensbillede er alt cirkulært, alt kører i cyklusser. Vi fødes, vi lever, vi ældes, vi dør, vi genfødes. Det gør solen også, og det gør Nilens årlige oversvømmelser, som efterlader vanvittigt frugtbare jorde. De genererer ufattelige rigdom, som trækker tråde ud i hele verden og påvirker den, også vores bronzealder,« siger hun.

»Alt er cyklisk, og du skal hele tiden sørge for at genoprette verden, og du skal hjælpe guderne med at genoprette verden. Alt skal køre, intet må bryde, for der er potentielle fjender, som vil nedbryde verden, så det er de efterladtes, de levendes mission at opretholde verden. Det er virkeligheden det, som det hele handler om – det er den historie, vi fortæller.«