Familiemesse i Hadsten med 50 udstillere
De lokale fodbold-, håndbold- og basketballklubber er klar til årets familiemesse, som giver et godt tilskud til foreningerne.
En årligt tilbagevendende stor begivenhed i Hadsten, Familiemessen, er snart på programmet igen.
Det foregår som altid den sidste søndag i oktober, hvor Vestjysk Bank Arena bliver fyldt til bristepunktet med udstillere og 2-3.000 gæster i løbet af de seks timer, messen varer.
Man forventer nogenlunde samme besøgstal i år, fortæller en af de nye arrangører, Lasse Mortensen, der er formand for Hadsten Håndbold.
»Familiemessen er jo en institution i Hadsten efterhånden. Da vi flyttede hertil som familie, var det noget, som naboerne lige mindede os om, at det skulle man altså besøge, for det var altid hyggeligt, og det kan jeg kun give dem ret i,« fortæller Lasse Mortensen i en pressemeddelelse.
Tre foreninger
Det er foreningerne HSK Fodbold, Hadsten Håndbold og Hadsten Hawks Basketball, der står bag familiemessen. Overskuddet går til udviklingen af de tre foreninger.
»Det er ingen hemmelighed, at vi laver et flot overskud på familiemessen til foreningerne. Alle tre foreninger er jo glade for, at vi kan skabe noget, som folk vil besøge og deltage i som udstillere. Og som bonus bliver der også en del midler til at udvikle de tre foreninger,« fortæller Lasse Mortensen.
I slutprocessen har en gammel garde meldt sin hjælp til at afvikle messen.
»Vi var noget udfordret, da Michael Hertz og Simon Olsen sidste år meldte, at de efter mange års tro tjeneste stoppede. Men vi har fået gjort det så godt, vi kunne, og her til slut kunne de to alligevel ikke holde sig helt væk. Så de har tilbudt deres hjælp her i slutfasen for at aflaste og hjælpe os helt i mål. Det sætter vi stor pris på.«
Der kommer omkring 50 udstillere til årets familiemesse samt Mini-Bazar i foyeren til Hadsten Kultur- & Idrætscenter. Der er åbent fra klokken 10-16, og det koster 20 kroner i entré for alle over 15 år.