Kongelig forestilling spiller for fuldt hus i Skanderborg: »Man skulle nok have været der«

Det Kongelige Teater er på turné med ’Man skulle nok have været der’, der er tredje del af Thomas Korsgaards Tue-trilogi dramatiseret af Det Kongelige Teater. Kasper Dalsgaard og Patrick Baurichter er på scenen i Skanderborg 15. november i en fælles stjernepræstation som Tue og Thomas.

Tue er hjemløs, og han har forladt sin dysfunktionelle familie i Skive. Han lever fra hånden til munden som avissælger på gaden og er dybt afhængig af andre menneskers nåde. Først den slibrige Michael Ejlertsen, der lejer et “gayfriendly” værelse ud med forventning om modydelser. Siden hos Merete og hendes datter Victoria, hvor man kalder pasta rigatoni, og hvor man har et hav af uskrevne regler, som Tue tumler rundt i.

Uro i de fine saloner

Tue skaber uro i de fine saloner med sin for den besiddende klasse uforståelige ageren, mens de samtidig nonchalant nedgør ham med deres distancerede, passivt-aggressive fordomme forklædt som medfølelse, og hvor de kalder ham for white trash. “Som regel ved man godt, hvor man bor,” lyder sidste replik. Tue bryder den sociale arv, men er stadig hjemløs til slut. Nøglen passer simpelthen ikke, og Tue kommer til at virke om en elefant i en glasbutik.

Scenen er som et spejlblankt, køligt og neonlysende landskab, som Tue og Thomas bevæger sig rundt i. Et landskab, som mimer Tues møde med storbyen. Det eneste varme gule lys kommer fra en lampe, som Tue har fået af sin kæreste, men som naturligvis ikke kan hænge i det smagfulde arkitekthjem, hvor Arne Jacobsens stol Ægget er standard.

Fælles stjernepræstation

Tue og Thomas deler fortællerrollen.

Kasper Dalsgaard er Tue. Helt ned til hullet i sokken. Med sit åbne ansigt forsøger han på trods at navigere i den ukendte verden. Rejser sig som en tumling og klør på igen og igen, for han kan ikke andet.

Patrick Baurichter er Thomas, der taler ind i Tues ord i en dobbeltfortælling fra hver sin tid. Han er også alle de karakterer, der igennem Tues blik bliver karikaturer, der dog stadig rummer en sandhed om det menneskelige.

Kasper Dalsgaard og Patrick Baurichter er begge vanvittigt gode skuespillere, og her er de vidunderlige sammen i en iscenesættelse, der rammer romanforlæggets tone rent, og transformerer den til scenekunst ved at lade kroppene tale med i det visuelle spejlkabinet. De er akavede, elskelige, rå og modbydelige på skift i en tæt sammenspillet fælles stjernepræstation. Man skulle nok have været der er en meget vellykket forestilling, der i sin egen æstetiske ret er en sitrende skøn og uafviselig smertefuld historie om, hvad velfærdssamfundet også er.

Forestillingen er arrangeret af Skanderborg Teaterforsyning, som fortæller, at den allerede er udsolgt.