Fortsæt til indhold

Foredrag: Født som en fejltagelse

Kultur og byliv
sra

»Jeg blev født som en fejltagelse, og der er meget, jeg kunne og skulle have gjort anderledes, men én ting er jeg glad for: at jeg ikke gjorde som alle andre.«

Det var ordene fra en mand, som kort før sin død så tilbage på sit brogede liv. Hans livshistorie har Aase Thomassen beskrevet i bogen ’Som en fugl på træk’. Den fortæller hun om fredag 3. november i Hald Seniorcafé.

Bogen er, som flere af Aase Thomassens bøger, en beretning fra lokalområdet. I bog og foredrag fortæller hun om en mand, som blev født i 1916. Hans holdninger stred på mange måder imod datidens normer. For ham var det ikke nok at eksistere. Han ville leve, og han havde mod til at gå sine egne veje uden skelen til, hvad andre måtte mene. Folk kunne gerne opfatte ham som værende anderledes, for han følte sig anderledes. Først i en sen alder opdagede han hvorfor, og hvorfor han heller ikke lignede sine søskende.

Foruden bogen ’Som en fugl på træk’ har Aase Thomassen skrevet bøgerne ’Vi klarede den Karen’, ’Stærke bånd’, ’Hawai’i - Naturens mesterværk’, ’Jeanne d’Arc - Heks eller Helgen’ og ’La Norma’, som danner basis for DR’s dokumentar ’Den fantastiske historie om pigen, der ville flyve’.