Fortsæt til indhold

Seks vinhandlere i særligt samarbejde om Ebeltoft Vinfestival

Traditionen tro løber Ebeltoft Vinfestival Årgang 31 af stablen den første weekend i november, men der er i sidste øjeblik kommet ændringer i programmet

Kultur og byliv
gs
Vinhandlere omkring Ebeltoft samarbejder om en vinfestival. To af arrangementerne skulle være foregået på Nøset, men de er nu flyttet til andre steder i byen. Arkivfoto

Ebelfestival, glas, tangdiger, brostensbelagte gader, bindingsværk og skøn natur er noget af det, som kendetegner Ebeltoft. Dertil kan endda også tilføjes Vinby. Traditionen tro løber Ebeltoft Vinfestival Årgang 31 af stablen den første weekend i november og den bygger på et særligt samarbejde.

Normalt passer byens vinhandlere hver deres egen butik, men til festivalen står de sammen og deler anekdoter, delikatesser og ikke mindst vine med deres vinelskende kunder. Her sendes et signal om, at Ebeltoft er vinens by.

De seks vinhandlere bag Ebeltoft Vinfestival er Hos Walter, Lorentsens Vinforsyning, Den-Can Wine, Vild Med vin, Andersen Winery og Kalø Whisky & Vin fra Feldballe.

»Vi vil gerne sende signalet, at Ebeltoft er vinens by og vi har hjertet med i det. Vi seks er ikke konkurrenter, men gennem et samarbejde kan vi vise Ebeltoft frem. Vi har masser af lokale leverandører af mad, vin og spiritus i alle afskygninger, det vil vi gerne vise frem,« siger Kristian Busk fra Hos Walter i en pressemeddelelse.

Vinfestivalen 2022 var godt besøgt. Pressefoto

Fra øverste hylde

Akkurat som de sidste år starter Vinfestivalen torsdag 2. november med arrangementet ”Vine fra Øverste hylde”. På grund af tekniske udfordringer, er arrangemntet dog flyttet fra Nøset og til Café To ved golfklubben. Her vil vinhandlerne byde på vin i absolut topklasse, som nydes til et traktement fra Mols Dining.

Fredag 3. november afholdes den traditionsrige ”Vinhandlernes Middag” hos Karens Køkken, hvor der serveres en fireretters menu med tilhørende vine præsenteret af de seks vinhandlere.

Arrangementet lørdag 4. november er også flyttet fra Nøset. Toppen af Ebeltoft er trådt til og lægger lokaler til ”Den store Vinsmagning”, hvor vinglade kunder kan smage på mere end 100 forskellige vine. Karens Køkken står klar med salg af småretter, hvis sulten skulle melde sig.

Alle, der har købt billet til vinfestivalen får direkte besked om programændringerne.

Ejerne af vinhuset Lauraire des Lys Minervois, Danielle og David Khalkhal Pamies, deltager i to af årets arrangementer. Pressefoto

Fransk visit

I år får Vinfestivalen desuden fornemt besøg af vinhuset Lauraire des Lys Minervois fra Frankrig. Det ejes af Danielle og David Khalkhal Pamies, som stille og roligt har bygget domainet op over de sidste 14 år.

Parret har valgt at arbejde økologisk, ingen nye træfade, minimal indgriben, traditionel vinfremstilling og ingen brug af pumper. Deres vine indeholder en lækker, frisk frugt, rig og læskende stil, der bevarer lysten til et glas mere.

Vinene har i duft og smag kølige og ultra-rene nuancer af røde bær, kirsebær, lakrids, Provence krydderi og garrigue . Det kan lyde som mange nuancer på en gang, men David og Danielle får på bedste vis skabt balance i alle deres vine. Man kan møde Danielle og David både fredag til ”Vinhandlernes Middag” og lørdag til ”Den store Vinsmagning”.

Billetter til de forskellige arrangementer til Vinfestivalen køber man på Go-syddjurs.dk.