Fortsæt til indhold

Læseglæden i centrum på Ørum Bibliotek

Forfatteren Katrine Marie Guldager kommer på besøg.

Kultur og byliv

Norddjurs Biblioteker forkæler læserne med et arrangement på Ørum Bibliotek fra klokken 17-20 tirsdag 20. november, der hylder læseglæden med god litteratur. Aftenen byder på forfatterforedrag af Katrine Marie Guldager, en snak med anbefaling af gode bøger samt lækker mad.

Forfatteren Katrine Marie Guldager fortæller i sit foredrag om sine seneste fire romaner med vrede kvinder i hovedrollen: Vibse fra Bjørnen, Birgithe fra Birgithe med th, Lotte fra Endnu en dag i Guds skaberværk og yderligere en kvinde, hvis roman er på vej. Med romanerne forsøger Katrine at fange og forstå disse kvinder, der alle bliver ramt af flere store livsudfordringer og samtidig synes, at vores samfund er ved at køre helt af sporet. Hun har velfortjent modtaget anmeldelsernes ros for sine bøger, der i dén grad giver læseglæde.

Efter en solid middag fra Mad hos Høyer afsluttes aftenen med bibliotekarernes egne boganbefalinger. Thomas og Lise-Lotte deler således ud af både nye og gamle bøger, der med garanti giver læseglæde.

Arrangementet er støttet med midler fra Statens Kunstfond.