Fortsæt til indhold

Foredrag om banditter i habitter

Anders Wejrup holder foredrag i Højskoleforeningen i Grenaa.

Kultur og byliv

Forbrydere i den virkelige verden ligner sjældent Bjørnebanden, som vi kender dem fra Disneys verden.

De kan også optræde i habitter - og det kan man blive klogere på ved et foredragsarrangement i Højskoleforeningen Kirkeligt Samfund i Grenaa tirsdag 14. november klokken 19.30. Arrangementet finder sted i Kulturhuset Pavillonen.

Foredragsholder er konsulent Anders Wejrup, der fortæller om økonomisk kriminalitet og sammenbrud i Danmark gennem de seneste godt 100 år med fokus på prominente, omfattende og spektakulære sager i såvel erhvervslivet som i det offentlige. Han har selv været med til at fælde en af de helt store svindlere. 18. november 1990 faldt korthuset sammen for Johannes Petersen, da den finansdirektør, Anders Wejrup, som han selv havde indsat nogle år forinden, gik til selskabets bank med en mistanke om, at noget var helt galt i Nordisk Fjer.

Det bliver en rejse ind i menneskers magtbegær, drømme, fristelser og bedrag. Der sættes tillige fokus på de ofte store menneskelige og økonomiske omkostninger som økonomisk kriminalitet har for et samfund.

En spændende, rystende og dramatisk 100 års historisk tur fra storbedrageren og ludomanen justitsminister P.A. Alberti, gullaschbaronen Harald Plum, Landmandsbankens sammenbrud og videre frem gennem årene til Britta Nielsen med flere 100 år senere. En oplevelsesrig og fantastisk fortælling om en mangfoldighed af banditter i habitter, kjoler og ordener.