Hør om Gudenåstien, når DN Favrskov holder årsmøde
Danmarks Naturfredningsforening i Favrskov indbyder til årsmøde med foredrag og debat.
Skal din vandretur være kort eller lang?
Vælg selv en passende strækning og oplev naturen langs Gudenåen, når det om få år vil det være muligt at gå tørskoet hele vejen fra kilde til fjord det meste af året. Det er der mange udfordringer med i dag, ikke mindst på Trækstien langs den del af Gudenåen, der går gennem Favrskov Kommune.
Til årsmøde i Dansk Naturfredningsforening i Favrskov kan du møde Natur- og miljøchef i Favrskov Kommune, Dennis Jensen, der vil fortælle om det tværkommunale projekt ”GudenåStien”.
Dennis er projektleder i arbejdet, der vil etablere afmærkede vandreruter hele vejen fra Gudenåens udspring til dens udløb. Til opgaven hører også at finde tekniske løsninger, så naturen langs åen ikke lider overlast, eller at finde alternative ruter, som man kan bruge i meget våde perioder, hvor det er eneste løsning.
Efter foredrag og debat er der ordinært årsmøde. Alle er velkomne også til den del, - dog er det udelukkende DN Favrskovs medlemmer, der har stemmeret.
På årsmødet vil du møde de frivillige aktive i bestyrelsen og få et indblik i DNs mangeartede opgaver om natur, miljø og klima. Der er både praktiske opgaver i naturen, nye projekter og mere administrative opgaver om diverse sager, hvor DNs hjerteblod er i spil.
Her har du også mulighed for at stille spørgsmål og komme med forslag.
Mødet finder sted onsdag 22. november kl. 19-22, i Ulstrup Fælleshus. Alle er velkomne.