Fortsæt til indhold

Baby Art-workshop i Kulturhuset

Hvor tidligt man egentlig begynde som kunstner? Meget tidligt, hvis du spørger Kulturhuset Skanderborg.

Kultur og byliv
sra

Søndag 19. november inviterer Kulturhus Skanderborg babyer og tumlinger fra 0-3 år med en forælder eller bedsteforælder til en sjov og kunstnerisk workshop.

Det er Merete Aude Graversen fra Kulturskolen Skanderborg, der guider igennem den sanselige workshop, hvor børnene med sikkerhed bliver en del af en farverig palette.

Her bliver både arme, ben og krop taget i brug til at lave fælles og individuelle kunstværker. Derfor skal det pæne tøj nok blive hjemme denne dag, så der bliver plads til leg, fantasi, farver og beskidte hænder og fødder.

Undervejs er der forskellige stationer med muligheder for at lege med farver og materialer og støtte børnenes motorik og sanselighed. Aktiviteterne er planlagt på forhånd, og man får hjælp under den kreative rejse, der foregår mellem kl. 11 og 13. Det forventes dog ikke, at babyerne holder de fulde to timer, så der vil være pauser efter behov og mulighed for at gå lidt til og fra.

Billetter kan købes på kulturhuset-skanderborg.dk.