En god sag at gå for
gs
Hvad er bedre end at starte første søndag i december med lidt frisk luft og let motion? Og samtidig støtte arbejdet med at give børn på julemærkehjem glæden og det gode børneliv tilbage?
Det er der mulighed for i Hinnerup søndag 3. december, når den årlige Julemærkemarch for 47. gang samler ind til driften af landets fem Julemærkehjem.
For 10. år i træk står Lions Dagmars Kilde for arrangementet i Hinnerup.
Man kan vælge mellem to ruter: 5 km eller 10 km. Der er plads til alle, og foretrækker man at løbe, er det også en mulighed. Den korte rute kan gennemføres med kørestole og barnevogne.
Man kan møde op på startstedet på Rønbæk Fritidscenter, Ådalsvej 86, Hinnerup, på selve dagen uden tilmelding.