Fortsæt til indhold

Garnfestival i Sløjfen

Er du vild med at nørde garnkvalitet, strikketeknikker eller broderi, så er garnfestivalen nok noget for dig.

Kultur og byliv
sra

Dyk ned i garnets verden, når Hadsten Bibliotek lørdag 18. november afholder workshops og foredrag, får besøg af pop-up garnbutikker og inviterer til nørkletid i selskab med andre garnentusiaster.

I løbet af dagen vil der blandt andet være mulighed for at blive dygtigere til broderi- og strikketeknikker – og for at gøre en god handel. Det skriver Favrskov Bibliotekerne i en pressemeddelelse.

De forskellige workshops foregår fra klokken 10 til 12.30, hvor nogle af landets dygtigste kreative sjæle deltager. Du kan blandt andet lære om at strikke forskellige overflader til puder og tasker, når Helga Jóna Thorunnardóttir deler ud af sin viden.

Man kan også høre iværksætter Louise Schelde Frederiksen fortælle historien om plantefarvningsfirmaet G-uld. Det er en fortælling om, hvorfor plantefarver blev en passion. Louise vil fortælle om rejsen fra at have en hobbyvirksomhed til at drive et levedygtig kommercielt foretagende, samt hvorfor plantefarvning atter er blevet så populært.

I boderne kan du se nærmere på udvalget i Strikkebussen, Hadsten Farvehandel, Ofeig & Co, og G-uld samt finde inspiration til kommende projekter i bibliotekets håndarbejds-bogsamling. Boderne er åbne mellem klokken 10 og 16.

Der bliver desuden mulighed for at slukke både sult og tørst, for Skafferiet åbner Spisestuen og disker op med forskellige lækkerier og frokost. Har du brug for en pause, kan du også snuppe sådan en, mens der bliver læst op af gode noveller klokken 11 i Lilleåsalen og klokken 13 på biblioteket.

Billetter til de enkelte workshops og foredrag kan købes på favrskovbib.dk. Så pak dit håndarbejde i tasken og kom til garnfestival i Sløjfen.