Hør om det danske måltid i 15.000 år
21. november fortæller museumsinspektør, cand.mag. Bettina Buhl i Kristrup Højskoleforening om ”Det danske måltid i 15.000 år”. Det skriver højskoleforeningen i en pressemeddelelse.
Foredraget kommer bag om måltidets kulturhistorie i Danmark – råvarerne, tilberedningen og serveringen gennem tiderne. Det tager os med i køkkenet, i haven, på marken, og selvfølgelig med et spændende kig på de ældste danske kogebøger.
Museumsinspektør Bettina Buhl er madhistoriker og arbejder dagligt med forskning og formidling af dansk madhistorie på Det Grønne Museum. Hun er forfatter til talrige artikler og bøger om den danske madhistorie.
Hun er idémager og kreativ udvikler til flere madhistoriske udstillinger og events og er desuden en ivrig foredragsholder. I forbindelse med tv-serien Badehotellet bidrager Bettina med køkkenhistorisk viden.
Foredraget arrangeres i samarbejde med Folkeuniversitetet.
Kaffe og te kan købes på stedet, mens frokost skal medbringes hjemmefra.