Børnevenligt julemarked på Fussingø Slot
Fussingø-Gruppens julemarked afholdes 25. og 26. november, og de frivillige hjælpere har lagt alle kræfter i for at skabe rigtig julestemning i og omkring det gamle slot, skriver Fussingø-Gruppen i en pressemeddelelse.
Der bliver pyntet op på slottet, og i de højloftede stuer vil 20 forskellige kræmmere tage opstilling. De sælger hjemmelavede kvalitetsvarer som advents- og juledekorationer, nisser, slik, småkager, honning, delikatesser, tekstil og papirarbejde, keramik, drejede og udsavede ting i træ, pileflet, smykker og kunst.
I boderne kan man også købe flotte ting til at pynte op med derhjemme, og der er mange ideer til adventsgaver og julegaveindkøb.
Til julemarkedet hører også julesange, så lørdag kommer kirkekoret fra Bjerregrav/Ålum kirker, og søndag kommer Tuneit fra Randers.
Fussingø-Gruppen har fokus på, at også børnene skal have en god oplevelse ved at komme på julemarked. Derfor er der arrangeret en lille konkurrence med tilhørende gevinst.
I slottets nyistandsatte køkken vil der dufte af æbleskiver og julegløgg, og på kanderne er der varme drikke, som man kan lune sig ved i det kølige efterårsvejr.
Der er entré til julemarkedet og gratis parkering på slottets parkeringsplads.