Julefortællinger og vinterhistorier i Klosterkirken
Randers Fortællerne inviterer lørdag 25. november til en stemningsfuld eftermiddag i Randers Klosters Kirke med forunderlige fortællinger om jul og vinter på kryds og tværs på programmet.
Den smukke, gamle, nyrenoverede kirke, der hører til Randers Kloster, danner en stemningsfuld ramme, når Randers Fortællerne står klar med fantastiske fortællinger om julen og dens væsen og uvæsen i fortid og nutid. Julen har mange udtryk. Den opleves på mange måder. Af og til spiller den os et puds. Og det gør vinteren også.
Lisbeth Nielsen fortæller om jul på mange måder, inspireret af en novelle af Soya, og Ann-Louise Lauridsen har fundet sin allerbedste julehistorie frem; en historie hun gerne deler med tilhørerne. Lisbeth Østergaard giver liv og stemme til en af Selma Lagerlöfs fortællinger, og Aase Klith beretter om magiske oplevelser og finurlige tildragelser, som opstår når mennesker mødes i den søde juletid.
Det er gratis at være med, og der er ingen tilmelding.