Fortsæt til indhold

Sangglæde for alle på Skanderborgs bosteder

Med det nye projekt Sangglæde for alle vil Skanderborg Synger i samarbejde med Skanderborg Fællesskaberne modvirke ensomhed og skabe ny platform for fællesskab ved at synge sammen.

Kultur og byliv

Under overskriften “Sangglæde for alle” lancerer Skanderborg Synger i samarbejde med Skanderborg Fællesskaberne et nyt og spændende projekt, hvor “fællesskab i fællessang” er nøgleord.

Med dette tiltag, hvor sangen bringes ud til fire forskellige bosteder for voksne med udviklingshandicap, er målet blandt andet at modvirke ensomhed ved at give borgerne en ny platform for fællesskab via det at synge sammen.

Når man synger sammen, hører man sammen.
Alice Vestergaard, daglig leder af Skanderborg Synger

»Når man synger sammen, hører man sammen,« siger Alice Vestergaard, daglig leder af Skanderborg Synger, og hun tilføjer, at sangen bidrager til læring, gode snakke ud fra tekster og ikke mindst grin og højt humør.

Anders Cribb Jensen og Rasmus Mogensen skal sammen udfolde sangen på bostederne.

Begge har de god erfaring med målgruppen, Anders via sit arbejde på Kulturskolen Skanderborg, Rasmus er freelancer og har undervist på bosteder i andre kommuner.

Slet ikke i tvivl

Arrangørerne er glade, stolte og taknemmelige over, at Velliv Foreningen, Lions Skanderborg Slot har valgt at støtte projektet, som er berammet til at starte i november og runde af med en fælles sangfestival for alle bostederne i juni måned.

Torben Busk, medlem af Velliv Foreningens repræsentantskab udtaler:

»Velliv Foreningen støtter indsatser, der fremmer mental sundhed for alle i Danmark. Fællessang med udviklingshæmmede i Skanderborg rammer vores formål helt præcist. Musik og sang er nemlig et godt middel til at lindre den tristhed, som udviklingshæmmede ind imellem kan føle. “Skanderborg synger” er et rigtigt sympatisk projekt, som vi slet ikke var i tvivl om fortjente opbakning og støtte.«