Spejderne i Ulstrup holder Jul på Torvet
Julen nærmer sig og så er det også tiden, hvor KFUM Spejderne Ulstrup Gruppe afholder Jul på Torvet, skriver spejdergruppen i en pressemeddelelse.
I år har man valgt at koncentrere kræfterne på én dag – nemlig søndag 3. december fra klokken 10 til 17.
Som altid vil der være café med salg af gløgg, varm kakao, æbleskiver og andet godt. Der vil også være tombola og lykkehjul.
Klokken 16 tændes byens julebelysning i samråd med Ulstrup Lokalråd, der trækker et stort læs med at skabe liv og aktiviteter i byen, senest i forbindelse med indvielsen af saunaen ved Å-badet.
Formanden Nanna Skov Nielsen vil holde årets tale, trække nittegevinsterne fra tombolaen og tænde lyset. Julen synges ind sammen med Gudenåkoret under kyndig ledelse af Lars Bangshøi Olesen.
Spejderne håber på solidt fremmøde og forhåbentligt tørvejr.