Fortsæt til indhold

Juleudstilling med unika fra keramiker i Nørre Vissing

I åbningsweekenden 25.-26. november markerer Gertrud Berg 40 år som selvstændig keramiker.

Kultur og byliv
gs

Den sidste brænding er tømt, og hylderne i Gertrud Bergs keramikbutik i Nørre Vissing er godt fyldt op med unika værker og keramikerens mange serier i forskellige design.

»I år bliver min juleudstilling noget helt særligt «siger Gertrud Berg, der har travlt med at gøre klar til åbningsweekenden 25.-26. november.

Gertrud Berg byder blandt andet på hårdtbrændt lertøj som denne skål. Pressefoto

Most og vin

»Min virksomhed som selvstændig keramiker i Nørre Vissing har nemlig fyldt 40 år i sommer, og det skal altså lige markeres og fejres en ekstra gang med kage, rødvin og hjemmebrygget æblemost, og ikke mindst med en rabat på 40 procent på et godt antal værker, som jeg sætter på højkant den første weekend af juleudstillingen.«

»Det er min måde at sige tak på for den store opbakning igennem alle årene,« siger Gertrud og tilføjer, at »selvfølgelig er alle hjertelig velkomne, også bare for en kigger eller for at hente lidt inspiration til smukke og personlige julegaver.«

Unika brugskeramik som disse lertøjskrus i stak er med på juleudstillingen. Pressefoto

Brugskeramik

Og inspiration er der masser at hente af i Gertrud Bergs keramikunivers med unika brugskeramik i både lertøj og hårdtbrændt lertøj, og det er altid en oplevelse at se, hvad der er sket af nyt siden sidst.

Hos Gertrud, der er uddannet keramiker fra Århus kunstakademi, går det funktionelle, det kunstnerisk æstetiske og det håndværksmæssigt professionelle hånd i hånd.

Æblemosten er brygget, kagerne er bagt, og Gertrud og Poul håber på, at mange vil finde vej til Nørre Vissing, hvor juleudstillingen i øvrigt holder åbent for julesalg med faste åbningstider helt frem til 23. december.