Kom i julestemning med levende bål, tipi-telte og julestue
De 7 Dale til julemarked i Det Gamle Mejeri i Hårby søndag 3. december klokken 10-17.
Igen i år inviterer De 7 Dale til julemarked i Det Gamle Mejeri i Hårby.
Julemarked i De 7 Dale er uden tvivl det hyggeligste julemarked i Østjylland, med skandinaviske tipi-telte, levende bål, boder med alt hvad hjertet begærer, julesul fra Hårby Slagteren og ikke mindst foreningens egen julestue med hjemmelavet glögg og æbleskiver.
»Vi i De 7 Dale glæder os over, at vi igen kan tilbyde vores lille lokalsamfund muligheden for at holde julemarked sammen. Det er vigtigt for et område som vores, at vi kan være fælles om traditioner, som det var i gamle dage. Dette er også med til at sætte vores eget lille aftryk på landkortet og vise, at selv om vi er små herude på landet, så kan vi faktisk tilbyde næsten ligeså meget som inde i de større byer. Forskellen er bare, at herude i De 7 Dale og vores lille julemarked emmer det af ægte julestemning, som var det taget ud af en julekalender,« siger Anders Krüger Emdorf, der er med i arrangørgruppen, i en pressemeddelelse.
Juletræ og workshop
Vanen tro er der fyldt med det ypperste, Østjylland kan tilbyde af dygtige håndværkere, for eksempel kunsthåndværk ved Kodanska, håndlavede smykker ved Miss Cantik, pileflet ved Hanne Bols, keramik ved Jahaa og Mette Mops.
Markedet er også repræsenteret ved helt lokale udstillere, for eksempel trædrejer Knud Vilstrup samt mange andre.
Man kan også sikre årets juletræ, få en tur på ponyer eller deltage i gratis workshop for børn v/ kreaunger.dk
Værtsparret Annalise og Claus, som ejer Det Gamle Mejeri, lægger igen i år hus til markedet, hvor Claus sælger outdoor tøj og udstyr fra sin butik på stedet, outdoorbutikken.dk
Markedet er egnet for alle, dog er julestuen ikke fremkommelig i kørestol. Det er dog muligt at købe fra cafeen i kørestol via bagdør. Spørg de frivillige på stedet. Der er toiletfaciliteter 150 meter fra markedet, også for kørestolsbrugere. Anvisninger via skilte.
Julemarkedet foregår 3. december kl. 10-17.