Fortsæt til indhold

Oplev Mike Tramp på Tante Olga

Det hjemvendte rockidol tænder op under julemåneden med koncerter i Randers 1. og 2. december.

Kultur og byliv
gs

Der findes kun én Mike Tramp.

Efter at have rejst verden tynd i over 45 år og udgivet mere end 30 albums er Mike Tramp vendt hjem. Ikke bare til Danmark, men helt hjem til sig selv med personlige og traditionsbevidste sange på dansk, der både fortæller historien om den utrolige rejse, han selv har været på, men også helt enkelt om at være et voksent menneske, der er gammel nok til at huske jukeboxe, Jolly Cola og Gasolin’, men som stadig er levende, nysgerrig og sulten på livet.

Med det anmelderroste album ’For første gang’ fra 2021 og radiohits som ’Vejkort’, ’For første gang for altid’ og ’Min by’ viser Mike Tramp en ny og en helt nøgen og personlig side af sig selv, og det er med sange fra dette album og fra det kommende ’Mand af en tid’, Mike Tramp nu er klar til at indtage de danske scener sammen med sit band - på sin helt egen måde.

Som Mike Tramp selv synger i en af sine sange: ’Jeg har valgt min vej, og vejen gav mig svar / jeg kom, som jeg var’.

Mike Tramp har været forbi Tante Olga i starten af næsten hver december i over ti år nu, og det har været en fast tradition til glæde for hans mange danske fans. Det fremgår af en pressemeddelelse.

»Publikum kommer fra hele landet. Traditionen blev brugt på grund af coronaen, men nu er der åbnet igen, og Tante Olga bad Mike Tramp komme to på hinanden følgende dage, hvilket viste sig, at være en god idé. Der er næsten udsolgt og få billetter tilbage til begge dagene,« fortæller Leif Bressum, indehaver af Tante Olga, i pressemeddelelsen.