Fortsæt til indhold

Grenaa Koret med stort juleprogram og ny dirigent

Koret runder til foråret 60 år - men klarer forinden tre julekoncerter.

Kultur og byliv

Grenaa Koret ser frem mod et stort juleprogram, og det er med ekstra forventninger i år, fordi årets julekoncerter er med ny dirigent.

Den nye dirigent er Mette Brunebjerg Holmegaard, som har kastet sig ud i opgaven med at holde styr på de knap 30 sangere i det til foråret 60 år gamle Grenaa Kor.

Mette Brunebjerg har en musisk uddannelse, har tidligere været korleder, har en omfattende erfaring som korsanger og er stadig aktiv korsanger i et af de dygtige Århus-kor, Cæcilie-koret.

Programmet for årets julekoncerter er en blanding af klassiske værker, nyklassiske sange, engelske carols, og danske og svenske julesange.

Ingen julekoncert uden Bach, og han er med i koncerterne med tre sange, blandt andet ”Fra himlen højt kom budskab her”. Melodien er en folkevise, men sangen indgår i Bachs juleoratorium.

Endnu ældre end Bach er Giulio Caccini, en italiensk komponist, som levede fra 1551 til 1618. Her synger koret hans ”Ave Maria”.

Det nyklassiske værk er John Rutters ”Christmas Lullaby”, som også har et gennemgående Ave Maria tema.

De engelske carols er ”Tre Angel Gabriel”, og ”In the Bleak Mid-winter”. De bliver afløst af danske og svenske toner. På svensk er det Gustav Nordqvists smukke ”Jul, jul, strålande jul”, mens de danske sange er ”Julen har bragt”, eller ”Børnenes Julesang”, som B.S. Ingemann selv kaldte den, ”Glade Jul” og ”Nu tændes tusind julelys”.

Koret slutter som altid til jul af med ”Dejlig er Jorden” sammen med publikum, som også får flere muligheder til at synge med på fællessange.

Grenaa Koret har i år tre julekoncerter. Onsdag 29. november klokken 19.30 i Grenaa Kirke. Onsdag 6. december klokken 19.30 i Ørum Kirke og onsdag 13. december klokken 19.30 i Tøstrup Kirke. Dertil kommer en lille julekoncert for beboerne på Glesborg Plejecenter.

Grenaa Koret starter jubilæums-foråret 10. januar og her vil nye sangere være meget velkomne.