Vær med til at fejre International Handicapdag
Bliv klogere på livet med handicap og få en snak med kommunen og handicaporganisationerne.
Randers Kommune sætter fokus på International Handicapdag. Det gør de søndag 3. december i No. 17 - Huset for bæredygtig handling, der ligger i Slotscentret. Det fremgår af en pressemeddelelse.
»Vi håber, at både dem, som lever med et handicap, deres pårørende og alle andre nysgerrige vil lægge turen forbi og være med til at markere dagen. Også her i vores kommune lever rigtig mange mennesker med en funktionsnedsættelse af den ene eller den anden slags, og det sætter vi fokus på,« siger Thomas Borup, der er centerleder på handicapområdet i Randers Kommune, i pressemeddelelsen.
Du kan både møde repræsentanter fra Randers Kommune og handicaporganisationerne. Du kan prøve, hvordan det er at sidde i kørestol, eller opleve, hvordan det er at leve med synsproblemer. Og så er der æbleskiver og kaffe på kanden.
»Handicap kan tage mange former, og rigtig mange mennesker har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Det kan være alt fra autisme, hjerneskade, nedsat syn og hørelse til udviklingshæmning,« siger Thomas Borup og fortsætter:
»Faktisk viser nye tal, at mere end hver femte dansker lever med en funktionsnedsættelse eller anden livsomstændighed, som er omfattet af FN’s forståelse af ordet handicap. Derfor er det vigtigt, at vi mødes og taler sammen om, hvordan værdige og gode liv med handicap ser ud.«