Fortsæt til indhold

”Miss julebanko” gæstede Ry Hallen

775 bankospillere skabte 75.000 kr. i overskud.

Kultur og byliv
gs

Med 775 bankospillere til julebanko i Ry Hallen kunne Lions Club i Ry notere sig en deltagerrekord.

»Der var igen mange som havde børn og børnebørn med i alle aldre til julebanko nr. 52, og i år fik vi en ”Miss Julebanko”, så der var smil og høj stemning fra starten. Lions mål med at ”Julen starter i Ry med Julebanko” for alle aldre, oplevede vi til fulde igen i år,« fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.

Lions Club i Ry havde store forventning om deltagelse. De forventninger blev igen indfriet til fulde med 775 deltagere i en hal, der summede af forventning. Der var mange fra byen, oplandet og fra andre byer.

»Af gevinstlisten kan vi se, at mere end halvdelen af præmierne gik til folk fra Vejen, Skanderborg Them, Silkeborg, Sabro, så Lions glæder sig over, at ”landets største julebanko” er blevet kendt et pænt stykke fra Ry. Det skal måske hedde ”landets smukkeste julebanko” næste år.«

Ekstra flotte præmier

Byens handlende og områdets erhvervsliv støttede igen massivt op om dagen med flotte præmier for mere end 90.000 kr., der blev suppleret med ballontur og helikoptertur, gavepakker og gavekort til for eksempel tur med el-bådene på havnen og Irsk aften 25. februar.

Der var med de mange sidegevinster til begge sider af gevinstmodtageren og bordoverraskelser til hele bordet (4 borde), som er blevet en god tradition for julebanko, så flest muligt får en gave med hjem.

Julevelgørenhed

Resultatet viser et fantastisk overskud på mere end 75.000 kr., som blandt andet skal bruges til julevelgørenhed.

Lions Club vil igen i år uddele julepakker til borgere som trænger til en opmuntring, og de enkelte kan selv søge og bekendte kan også søge Der vil også blive mulighed for at støtte andre gode lokale formål. Ansøgere kan hente vejledning på Lions hjemmeside.

Og hvis man gerne vil deltage til Danmarks største julebanko igen næste år, så skal der sættes kryds i kalenderen søndag 24. november 2024.