Nyt biografkoncept: Så meget koster det at se alle film - så tit du vil
For et fast beløb kan man gå i biografen på Trøjborg og Skt. Knuds Torv så tit, man vil og se alle de film, der er på programmet.
Nordisk Film Biografer på Skt. Knuds Torv og på Trøjborg lancerer i dag biografabonnementet Bioplus Unlimited i sine to biografer i Aarhus. Abonnementet har siden 2021 været et af Aalborgs stærkeste kulturtilbud, og på baggrund af succesen gøres det nu landsdækkende.
Der er fri adgang til biografen alle ugens dage, når man har et abonnement.
Det er ideen fra Nordisk Film Biografer, og det er nu muligt i Aarhus.
Man betaler på forhånd via et månedligt gebyr på 229 kroner. Med abonnementet er der fri adgang til alle film lige så mange gange, man lyster.
»Det er nyt og banebrydende, at man kan købe abonnement til biografen, og jeg er stolt af, at vi nu kan tilbyde abonnementet i Aarhus,« siger Sarah Winther, der er biografchef i Nordisk Film Biografer i Aarhus.
»Vi glæder os helt vildt til at høre, hvad aarhusianerne synes om det og forhåbentlig se endnu flere glade gæster i vores biografer. Vi har talt med mange gæster, som har efterspurgt et biografabonnement, og nu kan vi endelig tilbyde dem at komme her lige så meget, som de har lyst, uden at tænke på prisen,« fortsætter hun.
Bioplus Unlimited er allerede tilgængelig i Nordisk Films biograf i Aalborg Kennedy Arkaden, hvor abonnementet siden oktober 2021 har kørt med stor succes.
Fra tirsdag 28. november blev det rullet det ud i alle Nordisk Films 23 biografer over hele landet og kan bruges i alle biograferne.
»Så hvis man besøger venner i København eller familie i Aalborg, kan man stadig gå lige så meget i biografen, man har lyst til,« siger Sarah Winther.
Ligesom et årskort
Biografabonnementet er det første af sin slags i Danmark, men lignende abonnementsordninger kendes fra biografkæder i udlandet. Ifølge Casper Bonavent, der er direktør i Nordisk Film Biografer, kan ordningen sammenlignes med et årskort til Tivoli Friheden, Djurs Sommerland elle Aros.
Som medlem har man adgang til alle ordinære filmforestillinger i samtlige biografer, og nye abonnenter kan starte med at glæde sig til julens filmprogram.
Her vises bl.a. Disneys “Ønsket”, som er den længe ventede animerede familiefilm fra filmskaberne af ”Frost”, familiefilmen “Wonka”, som fortæller historien om Willy Wonka fra ”Charlie og Chokoladefabrikken.
Der bliver thrillergys med ”Nattevagten – Dæmoner går i arv”, som er Ole Bornedals opfølger til den oprindelige film om nattevagten i skikkelse af Nikolaj Coster-Waldau, og eventyrfilmen ”Aquaman and the Lost Kingdom”.
I det nye år kommer der mange flere film, bl.a. ”Den Grænseløse”, som er filmatiseringen af Jussi Adler Olsens sjette bog i rækken om Afdeling Q.
Til actionfans kommer f.eks. den populære “Mad Max: Furiosa”, og for de science fiction-interesserede den anden film i rækken om “Dune”.
Nordisk Film Biografer introducerer abonnementet med en bindingsperiode på fire måneder.