Håbefulde akkorder er Kirsten Falkums modspil til Ukraines tragedie
Kirsten Falkum har søndag release på sin fjerde Ukraine-sang, 'Your Man', en fortælling om en soldats kone, der konfronteres med den chokerende nyhed om sin mands død.
I kølvandet på Ruslands angreb på Ukraine i februar 2021 tog den danske jurist og musiker Kirsten Falkum affære på en unik måde.
Hun satte sig til tangenterne og komponerede på trods.
Hendes musikalske projekt, ’Voices about Ukraine,’ er ikke blot et udtryk for hendes personlige engagement, men også en kunstnerisk reaktion på den forfærdelige krig.
De tre første sange blev udgivet 24. november 2022.
Nu er hun klar med nummer fire.
Den hedder ’Your Man’ og fremføres af vokalisten Mai Schyth med Henrik Bojsen på tenorsax og Gorm Øland på guitar.
Moonchildvoice.dk
Kirsten Falkum, der til daglig arbejder som jurist i Toldstyrelsen, har genoplivet sin musikalske lidenskab til at lave sange, der tager afsæt i krigens rædsler og konsekvenserne for civilbefolkningen i Ukraine.
Musikken, karakteriseret som progrock med elementer af klassisk, pop, rock og jazz, tjener som et manifest for håb, respekt og minder om ofrene.
På hjemmesiden Moonchildvoice.dk er der links til musikken, sangtekster og til hjælpeorganisationers donationshjemmesider. Kirsten Falkums sommerhus i Lyngsbæk og guitaristen Henrik Skrivers studie i Rostved, Strawbalehouse Recording Studio, et godt stykke ude i skoven på en skøn naturplet, er bagtæppet til det musikalske projekt.
Jura og musik
Kirsten Falkum’s musikalske rejse er en unik kombination af juridisk ekspertise og passion for musik, der strækker sig over seks årtier. Født i Norge for 64 år siden, flyttede hun syv år senere med sin familie til Aarhus, hvor hendes musikalske eventyr tog sin spæde begyndelse.
I sine unge år jonglerede Falkum mellem musikstudier ved Aarhus Universitet, hvor hun tog bifagseksamen i musikvidenskab, og deltagelse i aarhusianske ensembler ledet af prominente figurer som Jens Klüver og Robin Watson. Trods hendes tidlige musikalske succes tog livet en anden drejning, og Falkum kastede sig ud i en næsten 30-årig karriere inden for jura, ansat i ministerier på Slotsholmen, hvor musikken blev sat på pause.
Alt ændrede sig, da Rusland angreb Ukraine. Falkum, påvirket af begivenhederne og grufulde historier fra konflikten, fandt trøst og udtryk i musikken. Hun beskriver sin inspiration som en reaktion på ”forfærdelige begivenheder i Ukraine, ikke mindst konsekvenserne for civilbefolkningen.”
Hendes hovedinstrument er klaveret, men det er det elektriske klaver, der blev hendes redskab til at udtrykke de dybe følelser i kølvandet på krigen.
»For de, som er dræbt under krigen eller har mistet et barn eller en ægtefælle, er situationen definitiv. Jeg prøver med størst mulig ydmyghed at vise respekt for ofrene og for at mindes dem,« forklarede hun til Lokalavisen. da hun for et år siden var klar med de tre første numre.
Det er meningen, at arbejdet skal munde ud i en hel CD i løbet af foråret 2024.