Julekoncert til fordel for Mødrehjælpen
Første gang koncert med stjerner på plakaten finder sted i Grenaa.
Ensemble Hovaldt giver lørdag 16. december klokken 16 julekoncert i Grenaa Kirke til fordel for Mødrehjælpen på Djursland. Det er første gang, den stjernespækkede julekoncert holdes i Grenaa, og i år byder den som på optræden af kunstnere fra ind- og udland.
Ensemble Hovaldt består af messingblæsere, som fremfører værker selv og som på skift er solister. Solist ved årets koncert er opera- og musicalsangerinde Louise Fribo og mezzosopran Andrea Pellegrini.
Julekoncerten giver koncertgæsterne mulighed for at komme i julestemning med smuk musik, samtidig med at de i ægte juleånd rækker hånden ud mod udsatte mennesker i vores samfund.
Traditionen tro deltager der internationalt anerkendte solister. I år kan publikum opleve tidligere solotrompetist Gabor Tarkövi fra Berliner Philharmonikerne, Nikolaj Viltoft fra Det Kgl. Kapel, Martin Reinhardt fra CHP Phil og Ian Bousfield tidligere Wiener Philharmoniker som kan fremhæves for deres deltagelse og fantastiske solospil.
Spiller over hele landet
Ensemble Hovaldt har eksisteret i 18 år og har gennem årene givet koncerter rundt omkring i hele landet, i kirker, ved musikfestivaller, udendørs og er flere gange blevet transmitteret i radioen. Den røde tråd i ensemblet arbejde har været at bringe musikere sammen fra Europas førende symfoniorkestre og ad den vej sikre et meget højt musikalsk niveau, og samtidig være tro og loyal overfor den arv der findes indenfor dette specielle område.
Efter mange år med julekoncerter i København, ser jeg med glæde frem til at komme rundt i landet og bringe lidt julestemning udLouise Fribo
Ensemblet arbejder efter en model, hvor samtlige udgifter dækkes af fonde, fagforeninger, organisationer, handlende med videre, så samtlige entréindtægter går ubeskåret til et bestemt socialt arbejde. Denne jul, og faktisk i samme weekend spiller ensemblet i Hillerød, Grenaa og i Københavns Domkirke.
Glæder sig helt vildt
»Jeg glæder mig helt vildt til igen at komme ud og synge med det her fantastiske ensemble og igen optræde sammen med Andrea. Efter mange år med julekoncerter i København, ser jeg med glæde frem til at komme rundt i landet og bringe lidt julestemning ud,« siger Louise Fribo.
»Det har været et kaotisk år på mange måder. Alle har haft udfordringer verden over, og i disse situationer forsvinder fokus væk fra de mest udsatte. De her julekoncerter er et fast tilbagevendende punkt i min koncertkalender. Kvaliteten er i top og jeg håber, at der kommer et stort publikum, for der er god plads og der er behov for pengene til det sociale arbejde. Udover de fantastiske blæsere så er jeg meget glad for at jeg i år har Louise Fribo og Andrea Pellegrini med som solister, de leverer varen og det kan publikum kun glæde sig til,« siger Thomas Hovaldt.
Ved koncerten vil Djurs Kredsens socialdemokratiske folketingsmedlem Leif Lahn Jensen også deltage og holde en tale. Der serveres et glas efter koncerten.