Få pulsen ned med Evensong i Lystrup Kirke
Lystrup Kirke har en tradition med Evensong 3. søndag i advent - en århundred gammel tradition, der oprindelig stammer fra England.
Fremført af Aarhus Universitetskor med Søren Kinch Hansen ved dirigentpinden og sognepræst Hans Boas som liturg er der mulighed for at få pulsen ned i en travl tid ind mod jul. En tid til refleksion i det smukke kirkerum, hvor tankemylder får hvile – sublim musik afvekslende med bibellæsninger.
På repertoiret er blandt andet værker af kendte, klassiske komponister såsom Giovanni Palestrina og Felix Mendelssohn. Der er dog også blevet plads til værker af nulevende komponister. Således vil koret synge værker af Marianne Søgaard og Christian Præstholm.
Søren Kinch Hansen, dirigent for Aarhus Universitetskor, er ansat ved Det Jyske Musikkonservatorium som docent i kor- og ensembleledelse og har ved siden af dette arbejde en omfattende freelance-virksomhed med amatører og professionelle.
Aarhus Universitetskor er et ambitiøst klassisk kammerkor med et bredt repertoire, men ofte med fokus på relativt ny kormusik.
Det foregår i Lystrup Kirke søndag 17. december klokken 15.