Fortsæt til indhold

Theresienstadt Elegi - Alex Eisenbergs uudslettelige indtryk

Kultur og byliv

6. december i dette herrens år kunne Alex Eisenberg være blevet 100 år.

Hvorfor er er der grund til at nævne dette?

Jo, fordi han er en af de stemmer, der aldrig må forstumme.

Han boede i Sivested tæt på Kolind i sine sidste år.

Her mødte jeg ham engang i 1990’erne, og mødet, der var aftalt til at vare en time, blev til tre eller mere.

Dagsordenen for vores komsammen var egentlig, at han på et vælgermøde op til et kommunalvalg havde efterlyst visioner for bibliotekerne i det, der den gang hed Midtdjurs Kommune.

Han gjorde det på en særdeles venlig og nænsom måde, men det virkede ikke som om, at politikerne spidsede ører.

Så jeg bad ham om et møde, fordi jeg gerne ville have ham til at forklare yderligere.

Inden havde jeg forsøgt at finde ud af, hvem Alex Eisenberg var. Hvad var hans fortid?

Han var tyskfødt jøde (1923). Flygtede til Danmark, hvor han blev taget af tyskerne i 1943 og sad i koncentrationslejren Theresienstadt fra deportationen i oktober 1943 til befrielsen i april 1945.

>Han uddannede sig efter krigen til bibliotekar og blev senere stadsbibliotekar i Hillerød. Han udgav flere bøger om sine oplevelser under krigen. Bl.a. den betagende smukke ’Theresienstadt elegi’.

Bibliotekernes fremtid fik vi hurtigt overstået. Jeg tror, han havde erkendt, at der var for langt imellem hans visioner og politikernes.

Men da han siden fortalte om tiden under 2. verdenskrig og de refleksioner om menneskeheden, som krigen havde givet ham anledning til, blev minutter til timer.

Han gjorde et uudsletteligt indtryk. Jeg har mine notater fra mødet endnu og nærlæser dem ofte.

”Han er ræd, som ej tør skælve,” citerede han Peter Låle.

Han fortalte, som jeg husker det, at han som dreng havde sovet i selveste Niels Bohrs seng, mens han var på flugt.

Sulten og livet i Thereisenstadt har han beskrevet således:

”Endelig er jeg fremme. Der sjaskes en øsefuld væske ned i min hankeløse skål. Den bagvedstående skubber mig allerede til side, mens jeg grådigt tager den første slurk af den grå, tynde, intetsigende suppe. Illusionen er totalt brudt. Bare jeg dog havde gemt lidt brød. Brød hører sig til, når man spiser suppe! Og dog bevarer jeg håbet om, at der i det mindste er lidt gryn på bunden. Varsomt går jeg et par skridt ud i gården for ikke at spilde af den væske, som endnu indeholder et kosteligt håb.

Jeg går forbi nogle gamle mennesker. Af deres udstrakte hænder og håndled kan jeg se, hvor spindelvævstynde, ja, hvor sultne indtil døden de er. De holder deres skåle, som er så tunge i deres hænder, frem. Og siger: ”Junger Herr! Nehmen Sie die Suppe? (...)”

Alex Eisenberg var født i Leipzig.

Men efter krigen kom han tilbage til Danmark. Oplevelserne under krigen fik ham til stadighed til at undre sig over menneskenes dårskab og tilsyneladende nemhed ved at glemme alt om Holocaust og antisemitisme.

Det skjulte den venlige herre ikke denne dag i 1990’erme en lørdag eftermiddag i Sivested.

Alex Eisenberg døde i 1996.

Kæmpe respekt.