Endnu et legendarisk rockband gæster dansk forlystelsespark
Bluesrock-koryfæerne giver sommerkoncert i Aarhus.
Allerede dagen efter, at det kom frem, at amerikanske Toto besøger Tivoli Friheden næste sommer, så er der nu allerede føjet et nyt stort amerikansk rocknavn til koncert-plakaten.
For fem dage før Toto giver sin koncert i den aarhusianske forlystelsespark, så dukker blues-rock-trioen ZZ Top nu også op.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Live Nation.
1. juli 2024 bliver dagen, man kan høre bluesrock-trioen spille ikoniske sange som ’Sharp Dressed Man’, ’Gimme All Your Lovin’, ’Legs’ og ’La Grange’ fra event-øen i Tivoli Friheden.
Bandet, der nok er bedst kendt for deres unikke image med langt skæg, solbriller og en helt særlig evne til at blande blues, boogie og rock, har tidligere spillet flere koncerter i Danmark - bl.a. på diverse festivaler.
Bandet blev dannet i 1969 og opnåede flere hits i 70’erne og 80’erne.
Men det er dog ikke helt det oprindelige band, der kommer til Aarhus. For i 2021 døde bandets mangeårige bassist Dusty Hill af kræft, og han siden blevet erstattet af Elwood Francis. Derudover består bandet af trommeslageren Frank Beard og guitarist og vokalist Billy Gibbons.
Billetsalget starter 15. december kl. 10 på livenation.dk. Billetterne kommer til at gå for 645 kroner.