Endte i stort latterbrøl: Overraskende spørgsmål til Coster-Waldau væltede biografsal i Aarhus
Hollywood-stjernernen fløj til Aarhus for at være med på den røde løber ved gallapremieren på Nattevagten 2, som han i årevis har haft modstand imod.
Nikolaj Coster-Waldau fløj i tirsdags ind fra New York til Sankt Knuds Torv i Aarhus for at være med til den første gallapremiere på Nattevagten 2. Der var han på den røde løber sammen med Fanny og Ole Bornedal.
De skal leve op til den uforglemmelige gyser af samme navn fra 1994, hvor hele Danmarks hyggelige og sjove Ulf Pilgaard narrede alt og alle, da han viste sig at være den psykopatiske morder.
Den opgave ser ud til at være løst rigtig godt, for Nattevagten 2 har af en række medier fået mange roser og fire eller fem stjerner.
Ole Bornedal har da også brugt næsten 30 år på at blive klar til at følge sin store succes op.
Til publikum i den fyldte Nordiske Film-biografsal sagde instruktøren, at han var glad for at være tilbage i Aarhus, hvor det har været en stor fornøjelse at optage cirka halvdelen af filmen på det forladte amtssygehus, på molen ved Marselisborg Lystbådehavn og i en lejlighed i Molsgade. Han nævnte også, at den er kun er blevet til noget, fordi den Vestdanske Filmpulje i Aarhus har støttet den.
Ikke færre end 100 aarhusianske statister har været med til at give filmen en troværdig baggrund som hospitalsgæster, lig under lagner og medicinstuderende.
Aarhus vil se - ikke ses
»Det er dejligt at holde premiere her i byen, hvor folk rent faktisk kommer for at se filmen i modsætning til i København, hvor mange kommer, fordi de gerne vil blive set af andre,« fortsatte instruktøren på sin underspillede facon.
Salen kvitterede med en bølge af latter.
Bornedal forklarede også, at den nye film ikke kun er gys og gru, men at den også er morsom og en fortælling om de store følelser og det vigtige i livet.
Nikolaj Coster-Waldau var både enig og i højt humør trods manglende nattesøvn og jetlag.
»Jeg vil gerne takke medarbejderne her i biografen for aftenens dejlige arrangement. Jeg blev mødt af en ung mand, der spurgte, om jeg har set den første Nattevagten,« sagde Nikolaj Coster-Waldau og holdt en kunstpause.
»Det har jeg, og den er okay. Hvis I ikke har set den, så tjek den ud,« fortsatte han med et stort grin og udløste et latterbrøl fra salen.
Waldaus vildeste job
Coster-Waldau har ikke bare set Nattevagten i 1994, hele hans liv har været præget af den i lang tid efter.
Aarhus Onsdag og Nikolaj Coster-Waldau spoler et øjeblik tiden tilbage til dengang, han som nyuddannet skuespiller fik sit første job i en undertippet film med en ukendt instruktør, ingen troede på.
»Nattevagten var mit første professionelle job som skuespiller, og jeg fik lov til at arbejde sammen med Sofie Gråbøl, der allerede var en stor stjerne, fantastiske Ulf Pilgaard og min studiekammerat, Kim Bodnia. Det var det vildeste for mig. Men der var ikke de store forventninger fra omverdenen, fordi Ole Bornedal ikke før havde lavet film, og ingen troede på, at en gyser kunne fungere,« husker han.
Det kunne den som bekendt. I sådan en grad at den gjorde sig bemærket ude i den store verden.
Den unge skuespiller blev i mange år efter kaldt ”ham nattevagten”. Vagten-identiteten er for længst skiftet ud. Han har siden indspillet et hav af film blandt andet i Hollywood med stjerner som Cameron Diaz, Kirsten Dunst og Orlando Bloom og har opnået en ny kultstatus som Jamie Lannister i HBO-serien ’Game of Thrones’.
Uhørt efter 29 år
På spørgsmål om han ville være med i en Nattevagten 2, har han joket med, at han ville vende tilbage som parkeringsvagt i en eventuel toer, men kun hvis Bornedal kunne præstere et spændende manus.
»Jeg havde det sådan, at man ikke skulle røre ved den film, fordi den var noget særligt, der skulle stå for sig selv. Men jeg synes, at opfølgeren holder, fordi der er gået meget lang tid, og historien går videre til næste generation. Den kan sagtens ses af dem, der ikke har set den første, og jeg håber, at de, der havde en god oplevelse med at se Nattevagten i 1994, vil nyde en toer,« siger han.
De to film er på mange måder bundet sammen - ikke bare af Coster-Waldau men for eksempel også af flotte musikalske effekter, der kommer ud af Martins gamle walkman, som hans datter Emma finder og lytter til, når hun har nattevagt på retsmedicinsk, præcis som han gjorde det. Kassettebåndet med Sort Sol fungerer stadig. Hun hører albummet ’Glamourpuss’ på fuld volume i de lange tomme kakkelbeklædte hospitalsgange.
»Det er fuldstændig uhørt, at man følger op på en film 29 år efter, men det holder. Og så er det vildt herligt igen at arbejde sammen med Ulf, Kim og Ole og at være i denne vidunderlige by, der har alt det, en storby har og samtidig er tæt på naturen,« siger Nikolaj Coster-Waldau.
Han gik gennem Botanisk Have hver morgen på vej til arbejde og hjem gennem parkerne. I weekenderne gik han i den overvældende Riis Skov, der har imponerende høje gamle træer på vilde skrænter lige ned til havet, som han siger.
Nikolaj Coster-Waldau oplevede også en række teater- og andre kultur-grupper i det efterladte amtssygehus og ler af, at det er meget sigende for, hvor ildsjæle og kulturen ender - på et skræmmende hospital.
Bornedal-referencer
Tilbage i salen oplever aarhusianerne den unge Emma, der spilles af Fanny Bornedal, og hendes asociale far Martin, som doper sig med et hav af piller for at holde livet ud. Hendes mor begik selvmord efter kommissær Wörmers forsøg på at myrde dem i 1994. Hun opdager, at han befinder sig i en celle på Sankt Hans, hvor hun opsøger ham for at få bugt med familiens dæmoner.
En meget uhyggelig Ulf Pilgaard med zoombie-lange negle og tykke belægninger på tænderne hører stadig noget så folkeligt og trallende som den 100 år gamle ”Lille Lise let på tå”, der føles som om den kører i rille.
På afdelingen har han selskab af en ung og lige så stjernepsykopatisk mand, Bent, der med endnu en Bornedal-reference til den danske folkesjæl har en rød fodboldtrøje på med det helt store heltenummer: 10.
Indeni trøjen er den 28-årige skuespiller, Casper Kjær Jensen, der egentlig var tænkt til en rolle som Emmas ven. Han fik øje på rollen som Bent, men den karakter skulle være en mand på cirka 40 år, så det var ikke oplagt. Ole Bornedal gav dog den unge skuespiller et tilbud om at gå hjem og optage sig selv som Bent og sende det, hvorefter instruktøren måtte give det unge talent både ret og rollen. Hvis altså Casper Kjær Jensen ville fjerne sine øjenbryn og kronrage sig. Og det ville han.
Bodnias bedste Jens
Bent opdager Emma, da hun møder op på Sankt Hans for at konfrontere Wörmer i hans isolationscelle. Men mødet vækker den dømte kommissær ud af sin koma og sætter et blodigt hævntogt i gang mod alle dem, som i sin tid beseglede Wörmers skæbne. Og i det spind dukker Martins bedste ven, Jens, pludselig op efter mange år i Thailand. Og Kim Bodnia er dermed tilbage i sin første danske filmrolle i ni år.
Ligesom i gamle dage er det Jens, der gør alt det upassende, og som siger sandheden pinligt højt.
»Jens er kendt for sin tourettes,« skynder Martin sig at forklare sin datter, når Jens leverer Bornedal-ridser i den pæne overflade.
Filmen er fuld af morsomme episoder, skarpe replikker, referencer til fortiden og masser af god energi fra nutiden, som for eksempel Emmas skønne veninde Marie, der spilles knivskarpt og hylende morsomt af unge Nina Therese Rask.
Det lykkes Ole Bornedal at tviste og plotte undervejs, så den oplagte morder måske slet ikke er den skyldige alligevel?
Alle de premieregæster, Aarhus Onsdag spurgte efter filmen, havde været i tvivl. Undtagen filminstruktør Niels Malmros. Han afslørede, at han ikke et øjeblik var i tvivl, men at det viste sig til sidst, at han havde taget fejl!
Hvis du vil vide mere, må du en tur i biografen.