Hjem til jul: En fortælling om traditioner, forandring og kærlighed

Stormen Pia blæste ind over landet med 160 km. i timen, ærlig talt julens mest uvelkomne gæst. Rejseplaner gik i vasken, åh hvordan nu nå hjem til jul. Hjem til familien, til farmor og bedstefar, til den kære gamle jul, hvor alt er som det plejer. Sådan cirka. Fordi vi i julen elsker traditioner, genkendelighed og gentagelse. Man bliver så varm om hjertet ved at genfinde lidt af det, man kom fra. Og som dem derhjemme værner om i en uforanderlighed, der gør så velsignet godt. I hvert fald denne ene gang om året.

Vi vil hjem, ja vi vil, og julen begynder med rejsen. ”Driving home for Christmas ”med Chris Rea, jeg elsker den. Ikke mindre Elvis Presleys bevægende version af ”I’ll be home for Christmas”. Ho ho ho yeah.

Dén sang gav genklang i mit sind allerede for mange år siden som ung studerende i Aarhus. Hjem til jul på gården på Djursland, dét var højtid. En højtid som voksede med dagen, mens tasken blev pakket i mit lille hummer på fjerde sal over slagterbutikken i Odensegade 35. Hvor bagtrappen lugtede stærkt af slagter Hansens nybagte juleleverpostege. Også dét var duften af jul. Men glædelig jul til dig, slagter Hansen, jeg skal hjem til mor og hendes andesteg. Farvel teologiske tunge værker og nattelæseri, frihed og fred en hel uge eller lidt mere.

Ned ad julepyntede Bruuns Gade med tasken i hånden. Give sig god tid, mærke forandringen ske skridt for skridt, bevægelsen ind i en strålende og gylden tid. Klichéen om ”julens magi” omsluttede mig allerede på Bruuns Bro, hvor jeg åndede tungt ind. Ah, den forjættende duft fra banegraven af diesel fra MY’erne, der buldrede lidt i tomgang, klar til at køre julegæster mod fjerne destinationer. Min kurs var blot mod banegårdens perron 6, hvor det lidt mere ydmyge nærbanetog lagde sit spor ud mod Djursland. Men hvilket spor. Hjem til mor.

Ombord i toget med taske og posen med gaver, og så fløjtede det ellers ud af byen. Skolebakken, Østbanen, Lystrup, Hornslet, Ryomgård, Kolind. For hver station var det som nedtællingen på kalenderlyset. Det kære Djursland tog imod mig. Et par heldige år var landet klædt i hvidt, den rene romantik. Og så blev det Trustrup Station, hvor jeg stod af, og mor hentede ”sin søn studenten” (en vending de skæmsomt brugte i de år) i Ford Escort’en. Eller det minderige år hvor sneen lå højt, og jeg blev afhentet af Fatter i hans kære Ford 4000-traktor. Røgen fra hans uundværlige pibe lå tæt i førerhuset.

Hjem til Homå, med et vend omkring realskolen i Skolegade, der gav minder om et par lyse år dér i starten af 70’erne. Gode lærere, ungdomsliv, venner, knallerter. De røde bygninger kunne genkalde den vidunderlige følelse af frihed på sidste skoledag før juleferien. God jul, sagde rektor Hokland og hans lærere - og så farvel. Og hjem. Måske var det den første dybe oplevelse af dette ikke bare romantiske, men eksistentielle begreb ”at komme hjem til jul”. Og som stadig er en trumf trods al modernitet.

Akkurat dén kraft der ligger i at komme hjem til jul, blæste mig bag over nogle år senere, da jeg var blevet præst i et par landsogne på Sydfyn. Det ramte på to måder: For det første kunne jeg ikke længere komme hjem til jul. Nu var knægten fra Djursland jo blevet embedsmand i kjole og krave, og kirkerne skulle passes i julen. Og det var der kun godt at sige om.

Men alligevel et sært savn. Aldrig mere skulle jeg opleve ”julen derhjemme hos moder engang”. Dén realitet gik pludselig op for mig. I grunden lidt af en overgang. Måske det hører med til for alvor at blive voksen. Med tiden viste det sig jo, hvor mange overgange i livet man skal igennem. Intet forbliver det samme, man er altid i færd med at miste.

Men ramt blev jeg også på en anden og lykkelig måde, netop som præst i julekirkerne i de to sydfynske sogne. Juleaften, kirkebænkene fyldt til sidste plads, skulder ved skulder, feststemte, forventningsfulde. De kendte ansigter af de gode folk, vi var kommet til at bo iblandt, konen og mig. Dér sad de på kirkebænken og sang ”Dejlig er jorden” - tæt sammen med deres voksne børn. Og børnebørn. De unge var nemlig rejst hjem til jul, til mor og far, til julen som den altid havde været i stuerne og i familierne i de yndige sydfynske bakker.

Det gentog sig hver jul i mine 18 fynske præsteår. De kom hjem til jul. Som årene gik, var det også gamle konfirmander, for længst voksne og flyttet til Langbortistan, som fyldte på julebænkene, og som ”lige ville hilse på den gamle præst”. Før de med glade smil og et ”glædelig jul” skyndte sig hjem til familien. Netop ”hjem til jul”.

Måske de stadig vender hjem til jul, hvis deres gamle stadig er der. Dem er jeg selv blevet en af, har jeg opdaget. For nu er det mine børn, som glæder sig til at komme hjem til os - hjem til jul.

Glædelig jul.