Fortsæt til indhold

Modstandsåndens mindesten ved Langesø og Agri Bavnehøj

Forslag til en nytårsgåtur med både frisk luft og et stykke vægtigt lokalhistorie som et dejligt afkast.

Kultur og byliv

I sommeren 1943 blev Danmark skueplads for, at modstanden mod besættelsesmagten, Nazi-Tyskland, blev intensiveret.

Det kom også til udtryk på Djursland.

Bl.a. i form af nedkastninger af våben fra engelske fly ved Langesø og senere ved Agri Bavnehøj. Det skete i kølvandet på, at ”Mustard Point”, Hvidstengruppens faste nedkastningssted nær Hvidsten, blev for farligt at benytte.

Initieret af faldskærms-agenten Ole Geisler, kendt som Axel Nielsen, og læge Svend Baastrup Thomsen, Hornslet, blev våben modtaget to gange ved Langesø i august 1943.

Hornsletgruppen, med støtte fra Hvidstengruppens Niels Fiil, søn af gruppens leder Marius Fiil, og Andreas Stenz, gemte våbnene i Holger Thomsens sommerhus ved Handrup Strand.

Kom cyklende fra Hvidsten

Niels Fiil og Andreas Stenz kom cyklende til Langesø helt fra Hvidsten i nattens mulm og mørke. Niels Fiil blev senere dømt til døden ved en tysk krigsret og sammen med syv kammerater, herunder sin far og svoger, skudt i Ryvangen 29. juni 1944.

Andreas Stenz lykkedes det at undslippe Gestapo Han flygtede til Sverige, hvor blev indrulleret i Den Danske Brigade. Han døde i 2000, 88 år gammel.

Stenz kom til Sverige sammen med Svend Egon Andersen, sønnen fra Allestrupgård, ligeledes medlem af gruppen. Han flyttede senere til Knebel, hvor han som det sidste levende medlem af Hvidstengruppen døde i august 2017, 97 år gammel.

De, der har haft lejlighed til at læse den lokale forfatter og journalist Kim Lykke Jensens bog om Hornsletgruppen, kender til lægefamilien Baastrup Thomsen: faderen Holger Thomsen, der var sygehuslæge i Hornslet, samt de tre børn Svend Baastrup Thomsen, Bjørn Baastrup Thomsen og Pie Baastrup Frandsen.

Svend Baastrup Thomsen havde sammen med folkene fra Hvidsten med legenden Marius Fiil i spidsen været med til nogle af de første våbenmodtagelser ved Trinderup Hede og Allestrupgaard.

Desværre blev tyskerne opmærksomme på aktiviteten ved Langesø efter en fisker opsnappede en faldskærm ved Øjesø, og nedkastningspladsen måtte opgives.

Nyt sted

Da Langesø blev opdaget af tyskerne, blev Agri Bavnehøj valgt som en ny nedkastningsplads i efteråret 1944.

Ritmester Helge B. Fabricius, Skramsø havde haft kontakt til amtsstueassistent N. L. Larsen og toldassistent S. A. Ballisager i Ebeltoft, Emil Rasmussen i Grønfeld og Carl Oluf Basse i Tirstrup. Disse gruppeledere fik så oprettet de enkelte grupper, og så var de klar til at samarbejde om at modtage våben fra luften.

Den 1. november 1944 var der en ”hilsen til Lucas” i BBC´s aftenudsendelse. Der blev dog ingen modtagelse denne nat, men den 26. november var der igen ”hilsen til Lucas”, og denne gang blev der nedkastet 12 containere.

Samme aften modtog gruppen i Hornslet også 12 containere ved Prædikestolen, som ligger ved Vosnæs Pynt. Her var der tale om en ”hilsen til Gunnar”.

Sidste gang der var ”hilsen” ved Agri Bavnehøj – så var det ”hilsen til Helmer”. Det var 6. marts 1945 om aftenen, og om natten blev der igen leveret 12 containere.

Mindesten

For nogle år siden blev to mindesten afsløret ved nedkastningsstederne – én ved Langesø og én ved Agri Bavnehøj. Museumsforeningen for Ebeltoft og Omegn, i samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge, Naturstyrelsen og Gert Svith A/S, stod bag initiativet.

Disse mindesten tjener som symbolske markører for modstandsbevægelsens heltemodige indsats under 2. verdenskrig.

Mindestenene ved Langesø og Agri Bavnehøj står som tidløse monumenter, der minder os om den vigtige rolle, lokalbefolkningen spillede i kampen for frihed og selvstændighed.

Så hvis du mangler inspiration til en rask gåtur sammen med familien eller bekendte i nytårsdagene, kan det varmt anbefales at besøge og udforske de to lokale historiske steder, der gemmer på dyrebare minder fra en markant periode i den danske historie.