Fortsæt til indhold

Gensyn med Oysterband

Det britiske folk-rock-band er tilbage i Randers 30. januar.

Kultur og byliv
gs

Tirsdag 30. januar byder Folkemusik i Randers på et gensyn med Oysterband, der sidste år spillede for en udsolgt koncertsal i Turbinen. Der er budt op til fest med et band, der altid leverer varen og en fantastisk stemning, fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.

Oysterband er en moderne folk-baseret britisk gruppe, der spiller levende folk-rock – ikke traditionel engelsk folkemusik i den forstand, men kærligheden til ”rødderne” skinner dog stadig igennem. Rødder og en tradition med integritet, masser af indlevelse og lidenskab, og menneskelige følelser. Folk, rock, eller folk-rock, uanset hvad vi kalder det, er det god musik.

Oysterband har opbygget et stort hengivent publikum i Danmark gennem mange besøg siden starten i 1976.

Engelsk folkrock

Bandet opstod i og omkring Canterbury, hvor nogle af medlemmerne studerede. I 80’ernes England med fokus på rock og postpunk var det svært at placere Oysterband, og det var dengang ikke særlig hipt at være et folk-band. Men musikken trak alligevel et publikum til, og de blev siden beskrevet som nogle af grundlæggerne af den engelske folkrock.

Sammen med June Tabor har de blandt andet gjort rent bord ved BBC Folk Awards, og vundet alle de fire kategorier, de var nomineret i, deriblandt den prestigefyldte ”Best Album”, med albummet ”Ragged Kingdom”.

Oysterband er ”still going strong” – en koncert med Oysterband er en stærk og dynamisk oplevelse. De er kendt for at levere varen plus lidt til.