Fortsæt til indhold

Museum Østjylland tager hul på nyt program

Middelalderens mønter, byliv for børn og foredrag om arkæologiske highlights. Det er nogle af emnerne for alle med hang til gode oplevelser, viden og eftertanke.

Kultur og byliv
gs

På museet i Randers, Grenaa og Ebeltoft er posen rystet godt og grundigt, så de kommende vinter- og forårsmåneder byder på kulturhistoriske aktiviteter for hele familien. Særligt børn i alle aldre kan kaste sig ud i aktiviteter målrettet netop dem. Aktiviteter som møntjagt, håndværksaktiviteter, forunderlige fortællinger fra Siam og kreative workshops, hvor børnene kan skabe deres drømmeby.

Frem til 25. februar står også særudstillingen Mig & Min By i Kulturhuset Randers klar til at tage imod alle mindre børn. Udstillingen, der byder på masser af muligheder for at lege og blive lidt klogere på din, min og vores by.

Mønthistorie

På museet i den stemningsfulde købmandsgård i Grenaa åbner i februar særudstillingen Mønt og Magt. Udstillingen fortæller den fascinerende historie om klingende mønt og rå kongemagt i middelalderen, og udstillingen tager afsæt i mønterne og historierne, de fortæller. Til Mønt og Magt hører selvfølgelig en omvisning, et foredrag og børneaktiviteter med mønter og mønthistorie i fokus.

På museet i Grenaa kan du også fortsat opleve mini-udstillingen om den modige og idealistiske Kirstine Pallesen fra Fladstrup. Hun gik i begyndelsen af 1900-tallet sine helt egne veje og blev missionær i Manchuriet i det nordøstlige Kina.

På en sjov og legende måde lærer børnene i udstillingen Mig & Min By om deres by og alt det, den indeholder. Foto: Museum Østjylland

Byvandringer og foredrag

Der er både tradition og fornyelse i det nye museumsprogram, og kerneaktiviteterne er byvandringer, omvisninger og foredrag. Emnerne svinger fra fortællinger om det jødiske samfund i Randers til det forgangne års arkæologiske og arkivariske højdespringere.

De kommende måneder kan du blandt andet opleve en omvisning på Østre Kirkegård – denne gang med et særligt fokus på kvinderne på kirkegården, der i deres levetid på forskellig vis markerede sig i Randers.

Du kan også i et foredrag kigge arkæologen i kortene og høre om, hvordan arkæologerne i dag får uvurderlig viden om fortidens landskaber. Kilden til den viden er flere hundrede års kort.

Og så kan du få de bedste håndværkerhistorier fra frisørsalonen og trykkeriet, når programmet byder på to gratis foredrag på Håndværksmuseet.

Gratis adgang til alle udstillinger og til alle aktiviteter for børn.