Kendte danskere presses til det yderste
Mandag 22. januar er der premiere på ’Shaolin’ på TV 2. I løbet af 12 intense dage vil ni kendte danskere komme tæt på den ældgamle, kinesiske livsfilosofi Shaolin gennem et autentisk og ekstremt forløb hos to anerkendte og benhårde Shaolin-masters
Et nyt reality-format, hvor ni kendte danskere udfordres mentalt og fysisk, får premiere på TV2.
Det oplyser tv-stationen i en pressemeddelelse.
I programmet medvirker tv-vært Sarah Grünewald, skuespiller og rådgiver Anne Sofie Espersen, sangerinde Sharin Foo, skuespiller Esben Dalgaard, tv- og radiovært Adam Duvå Hall, forfatter og debattør Geeti Amiri, tidligere elitesvømmer Sarah Bro, skuespiller Albert Rosin Harson og breakdancer Rico Coker.
De er alle rejst til Sydkorea med et ønske om at komme tættere på dem selv og være mere til stede i nuet - væk fra hverdagens faste rutiner.
De kommer til at opleve Shaolin-kulturen på tætteste hold, når de over 12 dage skal træne og leve som Shaolin-masters i Dogapsa-templet i Sydkorea.
Til at guide dem gennem det intense forløb er to anerkendte og højtrangerede Shaolin-masters, Shifu Yan Lei og Shi Heng Yi, som løbende vil teste og udfordre de medvirkende både fysisk og mentalt.
Gennem hård træning, kung-fu, meditation, ro og samtaler vil de sammen søge at blive den bedste version af dem selv. Undervejs lærer de medvirkende også flere og flere dele af deres egen afsluttende taolu-rutine (en rutine af bevægelser og positurer, der repræsenterer den enkeltes krop og sind), der skal markere afslutningen på deres forløb.
Ro på
’Shaolin’ taler ind i en bevægelse i den vestlige verden, hvor kilden til personlig udvikling går gennem mindfulness, meditation og spiritualitet.
Med mindre fokus på sociale medier og overfladiske forhold og mere fokus mod indre værdier, fysisk sundhed og mental velvære.
’Shaolin’ er et dansk- og nyudviklet programformat inden for reality, der modsat de fleste reality-formater ikke er konkurrencedrevet.
»’Shaolin’ er vores helt nye bud på, hvad reality også kan være. Forløbet er ikke tilrettelagt af et tv-hold, men derimod af højtrangerede Shaolin-masters i en autentisk ramme. På TV 2 har vi et ønske om at udfordre det velkendte reality-format, og i ’Shaolin’ er der intet udskillelsesforløb og ingen tabere,« siger TV 2-redaktør Henriette Ladegaard, og fortsætter:
»Jeg tør godt love, at ’Shaolin’ er tv, som vi aldrig har set det før i Danmark. Træningsforløbet er benhårdt, og vores medvirkende udfordres både fysisk og mentalt på en helt ny måde. Det er mit håb, at deres udvikling også rammer seerne, når de følger med, og at programmet kan inspirere os alle sammen til at tænke over, hvordan vi lever vores eget liv,« siger Henriette Ladegaard.
’Shaolin’ har premiere 22. januar.