Jorden rundt med klassisk musik
Auning Bibliotek inviterer til en musikalsk jordomrejse.
I 2024 fortsætter de populære musikaftener på Auning Bibliotek, og første gang bliver onsdag 31. januar. Her inviterer biblioteket på en jordomrejse gennem den klassiske musik, skriver Norddjurs Biblioteker i en pressemeddelelse.
Det er bibliotekar Thomas Damm, der er guide på turen, og han lover en aften med nogle af de smukkeste, sjoveste og mest storslåede stykker klassisk musik, han kender.
»Jeg fik den idé, at man kunne rejse verden rundt i fantasien ved hjælp af klassiske musikstykker, der enten er skrevet eller ”foregår” i forskellige lande,« fortæller Thomas.
»Vi skal for eksempel besøge Japan ved at lytte til et uddrag af Puccinis opera ”Madame Butterfly” og Amerika ved at lytte til en sats fra Dvoraks ”Fra den nye verden”. Og så har jeg et par overraskelser i form af nogle musikstykker, som de færreste nok kender på forhånd.«
Det kræver ingen særlige forudsætninger at være med på den musikalske jordomrejse. Både nye og erfarne lyttere af klassisk musik kan være med.
Billetter kan købes på forhånd på biblioteket eller via www.norddjursbib.dk og inkluderer et glas vin, en øl eller vand.