Fortæller om livet og døden i krigens Ukraine
Foredrag ved journalist og forfatter Adam Holm på Hørning Bibliotek.
Journalist og forfatter Adam Holm kommer onsdag 24. januar kl. 19.30 forbi Hørning Bibliotek, for at fortælle om krigen i Ukraine og hans oplevelser på helt tæt hold.
Den 16. marts 2023 skrev Adam Holm på sin Facebookside:
’Jeg er stået af det snurrende hjul for en stund. Fra og med i går og en måned frem har jeg selvbetalt orlov. Den skal bruges på at rejse til det østlige Ukraine (…) i det lønlige håb at indsamle materiale til en bog om livet – og døden – i krigens Ukraine”.
Det er dette besøg i Ukraine, som Adam Holms nye bog ”While We Bleed” tager udgangspunkt i. Når Adam besøger Hørning, bliver det i en samtale med bibliotekschef, Jens-Ole Winther: om rejsen, de blodige kampe og krigens uretfærdigheder, alt sammen med afsæt i den nye bog.
Glemt i medierne
Det kan være svært at skulle høre mere om krigen. Men til spørgsmålet om, hvorfor folk skal komme til denne aften svarer Adam Holm:
For at være ganske ærlig: Jeg synes, at folk skal bevæge sig ud af deres hyggelige hjem, hvis de har overskud til at høre om en krig, den største i Europa siden 1945, som påvirker ukrainerne og millioner af andre europæere, herunder det danske samfund, både direkte og indirekte.Adam Holm
»For at være ganske ærlig: Jeg synes, at folk skal bevæge sig ud af deres hyggelige hjem, hvis de har overskud til at høre om en krig, den største i Europa siden 1945, som påvirker ukrainerne og millioner af andre europæere, herunder det danske samfund, både direkte og indirekte. Det er en ekstremt blodig krig med massive ødelæggelser af byer, civil infrastruktur og landarealer. I en stund har krigen i Øst været overskygget af de voldsomme kampe mellem Israel og Hamas, og udsigten til en regional storkrig i Mellemøsten. Ukraines tragedie er også i nogen grad blevet glemt i medierne, fordi der er en fornemmelse af, at der ikke ’rigtigt sker noget’, at ’det hele’ er låst fast i en stillingskrig.«
Har talt med civile
»Men krigen i Ukraine bliver ikke mindre virkelig eller brutal af, at der foregår krig andre steder eller at vi, som lever i fred og fordragelighed, synes, at vi er blevet ’lidt trætte’ af den krig. Mit foredrag tager afsæt i den rejse, jeg foretog i marts-april i fjor sammen med Jan Grarup. Vi var ved nogle af de hårdeste frontafsnit i Donetsk og Donbas, hvor vi på tæt hold fulgte de ukrainske soldater, også under angreb fra russerne. Vi har rejst 1200 kilometer gennem et ruinlandskab og talt med civile om krigen. Det er ikke en rosenrød fortælling om de ’stakkels ukrainerne’. Der også problemer i det ukrainske samfund, som jeg vil berøre. Først som sidst handler det om, at fortælle folk, som ikke selv har rejst i krigens Ukraine, hvad det er for en virkelighed, man som udefrakommende møder, når man sætter fødder på ukrainsk territorium.«
Adam Holm og Jan Grarup har stillet sig selv følgende spørgsmål under tilblivelsen af bogen: Hvad motiverer ukrainerne til at fortsætte kampen? Hvilke slags ofre bringer de? Og hvordan påvirker krigen almindelige ukrainere?
Billetter til foredraget kan købes via bibliotekets hjemmeside.