Hør om tallenes betydning
Tirsdag 23. januar holder professor Henrik Kragh Sørensen et foredrag, der handler om tal, i Kristrup Højskoleforening.
Tal er alle vegne. Vi ser dem måske ikke så tydeligt, men de er der. Vi måler og vejer som aldrig før, og tal styrer både vores individuelle hverdag, vores samfund og videnskab.
Tal kan være tørre, men de kan også være fascinerende, næsten mystiske. De kan være synlige som klokkeslæt og busruter, hårdtslående som eksamenskarakterer eller mere skjulte som dem, der indgår i videnskab og politiske beslutninger. Nogle kan endda være bange for nogle tal eller have tal som personlige venner.
Men hvad er de faktisk, disse tal? Hvor kommer de fra? Hvad kan de bruges til? Og kan de misbruges? Henrik Kragh Sørensen tager tilhørerne med på en rundtur i tallenes ide- og kulturhistoriske perspektiver.
Foredraget arrangeres i samarbejde med Folkeuniversitetet.
Husk at medbringe frokost. Kaffe og te kan købes.