Lokale kunstnere udstiller malerier, kniplinger og trækunst
På Sognegården i Søften kan man i foråret se en udstilling med lokale kunstnere og kunsthåndværkere.
I foråret 2024 har Kunstudvalget under Søften-Foldby Menighedsråd valgt at lave en udstilling med lokale kunstnere og kunsthåndværkere. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Mangfoldighed udtrykker de mange forskellige fine værker, der bliver arbejdet med i lokalsamfundet, og denne udstilling vil gerne vise bredden og forskelligheden i de fine værker, der bliver udstillet i sognegården midt i Søften.
På kunsthåndværkersiden udstiller Kaj Langgaard fine træarbejder som for eksempel drejede skåle, kreative træ ting og et lille skilderhus, der passer til en Kaj Bojesen-garder. Der vil være mulighed for at købe nogle af de emner, Kaj Langgaard har fremstillet, og overskuddet herfra vil gå til Kirkens Korshær i Hinnerup.
Der vises en udstilling om arbejdet frem mod det enestående fortælletæppe, der hænger i sognegården, og også en lille udstilling om de dåbsklude, som blandt andet Lisa Jakobsen strikker til brug ved barnedåb. Inge Astrup udstiller kniplingsarbejder og en smuk dåbskjole med tilhørende sko.
På kunstsiden er det Poul Aage Fogde, der udstiller malerier, og det er en blanding af malerier med motiver, som understøtter den kristne tro, og malerier, der overvejende har landskabelige motiver, som måske viser tilbage til hjemstavnens hedeland.
De grafiske værker på udstillingen Mangfoldighed er udstillet af den lokale kunstnernabo Susan Ogstrup.
Der er fernisering af udstillingen med bobler og kage i Sognegården på Skolevej 7 i Søften søndag 21. januar 2024 klokken 14 til 16.