Legendarisk band giver koncert i Kulturhuset
Torsdag 1. februar kan du tjekke ind til en fed aften med Hotel Hunger, når det legendariske band af samme navn efter en længere pause vender stærkt tilbage til de danske scener og giver koncert i Kulturhuset Skanderborg. Det skriver kulturhuset i en pressemeddelelse.
Hotel Hunger har lagt sig i selen for at levere en omgang tight, tung og tæt sammenspillet melodisk rock i velkendt holdopstilling anført med vanlig flabet badboy-charme af velsyngende og karismatiske Jimmy Jørgensen.
Til koncerten spiller Hotel Hunger selvfølgelig gamle hits som ‘Sitting In a Room’, men også nyt materiale fra deres nyligt udkomne album ”Slut” fra 2023, der bestemt ikke er blodfattige kopier af fordums materiale.
Så glæd dig til en aften i selskab med det velspillende Hotel Hunger, der stadig tæller tre af de originale medlemmer: Jimmy Jørgensen, Henrik Botoft Andersen og Michael Ziegler, som nu har fået følgeskab af Knut E. Haavik, Freddie Wolf og Berit Fridahl.
Billetter til koncerten kan købes på kulturhuset-skanderborg.dk.