Fortsæt til indhold

Kalder alle true crime-fans: Tidligere narkobetjent er tilbage i Favrskov

Tidligere narkobetjent René Dahl Andersen er tilbage. Denne gang i Sløjfen, hvor han har nye, spændende historier fra en verden, som kun meget få virkelig kender.

Kultur og byliv
gs

Favrskov Bibliotekerne gentager succesen, når René Dahl Andersen igen gæster et af kommunens kulturhuse. Det sker i Sløjfen onsdag 24. januar kl. 19.30. Sidste år blev billetterne hurtigt udsolgt.

Som tidligere narkobetjent, professionel lejesoldat og undercover agent for PET og FBI har René Dahl Andersen, levet et ualmindeligt farligt arbejdsliv. René Dahl Andersen har arbejdet i et hårdt miljø og indimellem været på kant med både retsplejeloven og straffeloven.

René Dahl Andersen er manden bag bestseller-bøgerne ”Hærdet” og ”Helhjertet” og den nye bog ”Vi er vores valg” som foredraget tager udgangspunkt i. Alle tre bøger kan selvfølgelig lånes på dit lokale bibliotek. Derudover er han aktuel med podcasten ’Narkobetjenten og den kriminelle underverden’. Her fortæller han også om livet som uropatruljebetjent, hvor moralen og loven ofte gled i baggrunden for de hårdhændede og udsatte betjente.

Nye fortællinger

I hans foredrag ’Hærdet 2.0’ følger flere nye, spændende historier fra en verden, som kun meget få virkelig kender. Foredraget handler også om, hvordan det var at komme fra en stille nordjysk landsby til den hårde stenbro i hovedstaden, og om hvordan samarbejdet foregår med en meddeler fra det kriminelle miljø.

Før foredraget kan du desuden deltage i fællesspisning ved Skafferiet kl. 18.

Billetter kan købes på bibliotekets hjemmeside.