Fortsæt til indhold

Mary Fonden skifter navn efter tronskiftet

Efter at Mary Fondens formand er blevet dronning af Danmark, skal fonden fremover hedde H. M. Dronning Marys Fond.

Kultur og byliv
/ritzau/

En lang række justeringer er i gang efter tronskiftet søndag den 14. januar, hvor kong Frederik tog over som regent efter dronning Margrethe, der abdicerede efter 52 år.

Herunder vil Mary Fonden fremadrettet være H. M. Dronning Marys fond.

Det oplyser fonden på Instagram og tilføjer, at arbejdet fortsætter uændret, og at dronning Mary fortsætter som formand, som hun også var som kronprinsesse.

- Med formanden i spidsen arbejder vi også fremover med at bekæmpe social isolation ved at identificere, udvikle og drive projekter i samarbejde med partnere, oplyser fonden i opslaget på det sociale medie.

Fonden har eksisteret siden 2007 og opstod med afsæt i dronning Marys ønske om at gøre noget for mennesker, der er socialt isolerede.

»Jeg har altid haft svært ved at se mennesker stå alene. Det har altid berørt mig dybt, når et menneske står uden for fællesskabet og kigger ind uden at kunne forstå, hvorfor han eller hun ikke er med,« er dronning Mary citeret for på fondens hjemmeside.

Ønsket fik nyt liv af en folkegave på mere end en million kroner, der blev indsamlet i Danmark og Grønland og skænket i anledning af Kongeparrets bryllup i maj 2004.

Fonden har til formål at virke til gavn for børn, voksne og familier, hvor miljø, arv, sygdom eller andre forhold har resulteret i, at den enkelte føler sig socialt isoleret eller ekskluderet, lyder det.

Fondens første projekt, ”Fri for mobberi”, blev lanceret i 2008.