Fortsæt til indhold

Og der blev lys! Gymnasieelever udstiller på Museum Østjylland

Elever fra Randers Statsskole har undersøgt fænomenet museumstræthed.

Kultur og byliv
sra

Museumstræthed - de fleste kender den lumske træthed, der kan komme snigende, når man har gået rundt på et museum et stykke tid. Men hvad er det egentlig, der sker med os og vores kroppe? Og kan vi gøre noget ved det?<MU>

De spørgsmål har gymnasieelever fra Randers Statsskole brugt den seneste måned på at finde svar på i et nyt undervisningsforløb udviklet af Randers Statsskole og Museum Østjylland. Elevernes undersøgelser, resultater og produkter præsenteres nu i elevudstillingen ’Og der blev lys!’ - en lyssafari gennem museets faste udstillinger. Det skriver Museum Østjylland i en pressemeddelelse.

Som gæst på museet mærker man i lyssafarien selv svarene på spørgsmålene om museumstræthed. På en underholdende måde kommer man gennem museets faste udstillinger og lader de indre batterier op under nydesignede, bæredygtige lamper.<MU>

»Vi lover, det er både sjovt og informativt - og på ingen måde trættende,« siger museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen, der er en af museets deltagere i projektet, i pressemeddelelsen.<MU>

Undervisningsforløbet er første eksempel på et samarbejde mellem Museum Østjylland og Randers Statsskole. Samtidig er det en del af et nyt udviklings- og læringsprojekt STEAM på museer, som er støttet af Kulturudviklingspuljen og Uddannelsespuljen i Region Midt.

»STEAM-tankegangen handler kort sagt om at koble de kunstneriske fag til de naturvidenskabelige fag og dermed udfordre vante tænkemåder, læringsstrategier og fagenes traditionelle løsningsmuligheder,« fortæller Louise Dahl Kristensen og Lisbeth Gry Hjørlund Laustrup, der er lektorer i henholdsvis biologi og design på Randers Statsskole.<MU>

Eleverne har vist stort engagement under hele samarbejdet og har tilmed delt deres oplevelser med andre designelever, der nu efterspørger at samarbejde med museet.<MU>

»Når eleverne er så tilfredse, at de deler deres begejstring med andre elever, er det svært for os at få armene ned,« siger en glad museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen og fortsætter:<MU>

»Det er meget inspirerende for os at arbejde sammen med skolens dygtige undervisere og elever. Deres tilgang til udstillingerne og forslag til undersøgelsesfelt er sjovt og lærerigt, og noget vi på museet ikke har prøvet før.«

Udstillingen kan ses fra 6. februar til og med 25. februar på Museum Østjylland i Kulturhuset.