Tegnekoncert i Kulturhuset
Rasmus Bregnhøi laver tegninger live, mens Thomas Agergaard på saxofon og Simon Toldam på klaver improviserer.
Tegninger og musik ender tilsammen som en hel og komplet historie - en historie, ingen kender endnu - men som nok kommer til at handle om byen Randers.
Søndag 11. februar kan børn fra fem år og deres voksne komme til live tegnekoncert med Rasmus Bregnhøi i Kulturhusets Store Sal, fortæller Museum Østjylland i en pressemeddelelse.
Mange forældre eller bedsteforældre til mindre børn kender sikkert Rasmus Bregnhøis tegneserie om Hunden Ib eller skolepigen Mira. Rasmus Bregnhøi har nemlig illustreret og skrevet mange skønne og skæve børnebøger for de mindste. Han har også skabt fortællingen om Skygningerne - små væsner, der siges at bo skjult i byen og ligne mennesker, men som kun er på størrelse med en tommeltot. Skygningerne kan i øjeblikket opleves i børneudstillingen ’Mig og min by’ på Museum Østjylland.
Rasmus Bregnhøis finurlige tegne- og malekunst og den improviserede musik tager afsæt i en håndfuld ting, der er valgt af børnehavebørn fra Randers og udstillet i børneudstillingen ’Mig og min by’.
»Vi har aftalt med Rasmus, at han tegner velkendte ting fra Randers ind i sit store billede. Tingene fortæller tilsammen Randers’ historie,« siger museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen, der glæder sig til at se, historien folde sig ud på lærredet.
Pensel, saxofon og klaver
Rasmus Bregnhøi ledsages i tegnekoncerten af de to dygtige musikere, Thomas Agergaard på saxofon og Simon Toldam på klaver. Sammen med de fremmødte børn og deres voksne skabes maleriet lige der for øjnene af alle.
»Vi glæder os enormt meget til at se, hvordan historien vokser frem i samspillet mellem børn, voksne, Rasmus’ tegnerier, Thomas’ hyl og båt og Simons klimpren,« siger en forventningsfuld biblioteksmusikant Peter Elmelund, der lover, at det færdige maleri efterfølgende vil blive udstillet i Kulturhuset.
Arrangementet er lavet i et samarbejde mellem Randers Bibliotek og Museum Østjylland.
Det er gratis at deltage, og man tilmelder sig på Museum Østjyllands hjemmeside.