Fortsæt til indhold

Film hjælper til at huske

115 gæster deltog i Erindringsbio i Ørsted Biograf.

Kultur og byliv
gs

I alt 115 gæster besøgte Ørsted Biograf, der fem formiddage i uge fire var rammen om en uge med Erindringsbio.

Erindringsbio er et filmtilbud til mennesker med hukommelsesbesvær eller let til moderat demens sammen med deres pårørende, personale eller frivillige. Erindringsbio er udviklet af Det Danske Filminstitut, Alzheimerforeningen og andre samarbejdspartnere inden for demensområdet, og projektet er finansieret af Den A.P. Møllerske Støttefond samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Derfor var det muligt for Ørsted Biograf at tilbyde gratis film til gæsterne.

Der blev i alt vist to korte dokumentarfilm, som tog gæsterne med på en fælles rejse tilbage i tiden, og den første var ’En Østjysk Købstad’ af Knud Leif Thomsen fra 1957.

Filmen viste hverdagen i en stor, dansk købstad, en moderne og levende by med nye forretningskvarterer og gamle bindingsværkshuse som baggrund for det travle arbejde i erhvervsvirksomheder og fabrikker, i hjem og sociale institutioner - byen hvor 13 landeveje mødes med søvejen i den moderne havn: Randers.

Efter filmen blev der hygget med kaffe og kringle og mange gode snakke om de minder, filmen havde vækket hos gæsterne. Nogle havde haft deres opvækst i Randers, andre kendte byen fra deres arbejdsliv og endnu flere kunne nikke genkendende til det levede liv anno 1957.

Flere film

Den anden film var ’Danmark 1974’ af Ole Askman.

Filmen tegnede et portræt af Danmark med sommerbilleder og musik af Finn Ziegler.

Det er anden gang, Ørsted Biograf tilbyder Erindringsbio, og begge gange har været en stor succes. Der er lavet flere Erindringsfilm, så der kommet et nyt tilbud, måske i april, fortæller biografen i en pressemeddelelse.

Filmene kan også downloades og vises hjemme eller på plejecentre. Men for dem, der har mulighed for at komme i biografen, er selve biografturen en oplevelse ud over det sædvanlige.