Fortsæt til indhold

Ny dokumentar om Bendtners vilde liv: »Jeg har altid sagt dit problem var din far«

Også Bendtners mor åbner nu op.

Kultur og byliv
/ritzau/

Døren bliver åbnet til den private og personlige del af den tidligere fodboldspiller Nicklas Bendtners liv, når den nye dokumentar ”Bendtner” finder vej til skærmen.

Historien klipper mellem nutid og fortid og rummer interviews med blandt andre Nicklas Bendtners mor, Joan Bendtner, og hans tidligere manager i Arsenal Arsène Wenger.

Det afslører Viaplay Group i en pressemeddelelse.

»Jeg er rigtig stolt af serien, og det har været en hård, men givende proces. Jeg blev meget berørt, da jeg så resultatet,« fortæller Nicklas Bendtner i meddelelsen.

Nicklas Bendtner blev som fodboldspiller hyldet for sit arbejde, mens han uden for banen fik opmærksomhed for en række udskejelser. Den bane fortsatte, da han forlod F.C. København ved udgangen af 2019.

Succes og vildfarelse

Dokumentaren i tre afsnit fortæller om sportsstjernens succes og vildfarelse i fodboldverdenens glamour. Nicklas Bendtner taler også om, hvordan han følte sig svigtet af sine nærmeste, lyder det i pressemeddelelsen.

»Jeg har altid sagt, dit problem var din far,« lyder en af udtalelserne i dokumentaren da også.

Ny dokumentar om den kontroversielle fodboldspiller får premiere 12. februar. Foto: Viaplay

I rollen som instruktør er Andreas Koefoed. Senest har han fået international anerkendelse for filmene ”The Lost Leonardo” og ”Music For Black Pigeons”.

»Jeg ser filmen som en specifik fortælling om et ungt menneske med et kæmpe talent i en hård og kynisk fodboldverden, hvor man kan blive svigtet af selv sine nærmeste,« siger instruktøren i meddelelsen og fortsætter:

»Samtidig er det en universel fortælling om at miste sin identitet og bevæge sig ud i et tomrum, uden at vide om man nogensinde lander igen.«

Premiere i februar

Ud over et mangeårigt ophold i Arsenal og en kortvarig periode i FCK har Nicklas Bendtner spillet for blandt andre Wolfsburg i Tyskland og Rosenborg i Norge, ligesom han har været udlejet til Juventus i Italien og til britiske Sunderland og Birmingham.

På landsholdet blev det til hele 81 kampe, hvoraf den seneste var i 2018.

Dokumentarserien ”Bendtner” får premiere den 12. februar på TV3 og streamingtjenesten Viaplay.