Fortsæt til indhold

Kulturtorsdage på Ørsted Kro er populære

Sæsonens to sidste Kulturtorsdage byder på fællessang og forårskoncert.

Kultur og byliv
sra

Kulturtorsdage har for alvor bidt sig fast som et populært arrangement på den folkeejede Ørsted Kro. Kulturtorsdage finder sted i efterår- og vintermånederne og stables på benene med hjælp fra en masse frivillige hjælpere.

Som nyt i denne sæson har Ørsted Kros Venner forsøgt at lave to Kulturtorsdage, der foregår om aftenen, således at det også rammer andre publikummer. Det har været et godt valg, da begge Kulturtorsdage med aftenarrangement er udsolgte, fortæller formand Tove Hjort Jensen i en pressemeddelelse.

I februar måned er der udsolgt til et foredrag med den lokale Anders Bonde, men der er allerede nu mulighed for at bestille plads til en formiddag med fællessang.

Olaf Madsen og Ernst Bøye styrer slagets gang til Fællessang 7. marts, og de opfordrer til, at man inden dagen sender ønsker ind på populære danske sange, således at man kan være forberedt og have teksterne klar.

Torsdag 18. april er sidste Kulturtorsdag i denne omgang, og det er med en ekstraordinær forårskoncert med lokale Lene Leed og Lars Erik Quortrup. De skulle også deltage til julehygge i december, men desværre blev Lene syg på selve dagen.

Som kompensation for dette gennemføres nu denne forårskoncert, og Ørsted Kros Venner vælger at give en gratis genstand (øl, vin, vand) til alle.